Nyt grundlag for erhvervsfremmeaktiviteter
Videnskabsminister Helge Sander fremsætter i dag i Folketinget "Forslag til lov om teknologi og innovation", som vil udgøre rammen for ministeriets erhvervsfremme-aktiviteter.
Videnskabsminister Helge Sander fremsætter i dag i Folketinget "Forslag til lov om teknologi og innovation", som vil udgøre rammen for ministeriets erhvervsfremme-aktiviteter.
– For regeringen er det afgørende, at vi får styrket samarbejdet mellem virksomhederne og forsknings- og videninstitutionerne. Ellers svækker vi dansk erhvervslivs konkurrenceevne, siger Helge Sander.
Lovforslaget giver mulighed for at fortsætte og udvikle så væsentlige erhvervsfremmeaktiviteter som fx teknologisk service, erhvervs-ph.d.'ere, innovationsmiljøer og regionale vækstmiljøer og for at igangsætte nye aktiviteter.
Videnskabsministeren ser en stor udfordring i at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at danske virksomheder kan konkurrere internationalt på udvikling og anvendelse af ny viden og teknologi.
– Vi skal være blandt de bedste til at nyttiggøre viden og kompetencer i offentlige institutioner og private virksomheder, siger Helge Sander.
Til at bistå ministeren med udvikling og administration af initiativerne nedsætter videnskabsministeren "Rådet for teknologi og innovation". Rådet skal også rådgive ministeren om den mere langsigtede udvikling på området teknologi og innovation. Rådet skal bestå af personer, som har kompetencer og erfaringer inden for hele lovens område.
Lovforslaget bygger på samarbejde mellem alle aktører, som beskæftiger sig med udvikling og formidling af viden i bred forstand.




