Ny IT-viden for 12 millioner kr. til jysk-fynske virksomheder
Videnskabsminister Helge Sander har godkendt de første tre projekter under den jysk-fynske IT-korridor. Projekterne handler om fleksible robotter i mindre industrivirksomheder, IT på byggepladsen samt produktion og IT-støtte.
Videnskabsminister Helge Sander har godkendt de første tre projekter under den jysk-fynske IT-korridor. Projekterne handler om fleksible robotter i mindre industrivirksomheder, IT på byggepladsen samt produktion og IT-støtte.
– Projekterne er gode eksempler på, at behovet for ny IT-viden inden for de traditionelle erhverv er stort, siger Helge Sander.
De tre projekter får 6 millioner kr. i statslig støtte og med en tilsvarende regional medfinansiering giver det 12 millioner kr. i alt på budgetterne. Syddansk Universitet i Odense (fleksible robotter), Vitus Bering CVU i Horsens (IT på byggepladsen) og Aalborg Universitets afd. i Esbjerg (produktion og IT) står bag de tre projektansøgninger, som det har været muligt at imødekomme i første runde.
Der er i første ansøgningsrunde indkommet tolv ansøgninger om støtte til et samlet beløb på over 60 millioner kr., og der er ansøgningsfrist for næste ansøgningsrunde den 15. november. Til denne ansøgningsrunde er der reserveret 7 millioner kr.
– Regeringen lægger stor vægt på, at Danmark holder den regionale balance i velstandsudviklingen. Staten og regionerne skal i fællesskab støtte, at erhvervslivet har nem adgang til ny og relevant viden om IT, også virksomheder inden for de traditionelle erhverv som ikke bor i nærheden af hovedstaden, siger Helge Sander.
Bevillingen på 6 millioner kr. til de første tre projekter under IT-korridoren stammer fra den pulje på 82,5 millioner kr., som regeringen har afsat.
Der er etableret en koordinationsgruppe for IT-korridoren, som primært består af repræsentanter fra jysk-fynsk erhvervsliv. Gruppen foretager en faglig vurdering af projektansøgningerne og laver en indstilling til videnskabsministeren om, hvem der tildeles statslig støtte.
I de kommende tre år er der afsat en årlig pulje på ca. 23 millioner kr., som forventes fordelt via fire årlige ansøgningsrunder.
IT-korridoren udgør det ene ben i den jysk-fynske IT-satsning. Etableringen af regionale IT-kompetencecentre udgør det andet ben. I alt har regeringen afsat 175 millioner kr. til den jysk-fynske IT-satsning.




