Videre til indhold. | Videre til menunavigation

21.06.2002

Mulige leverandører til digital signatur

Videnskabsministeriet har prækvalificeret fem deltagere til projektkonkurrencen om udbredelse af digital signatur i Danmark.

Videnskabsministeriet har prækvalificeret fem deltagere til projektkonkurrencen om udbredelse af digital signatur i Danmark.

Projektkonkurrencen giver virksomhederne mulighed for at komme med kreative bidrag til, hvordan opgaven med at udbrede digital signatur til danskerne bedst kan løses. Der ventes underskrevet en endelig kontrakt med en eller flere leverandører til vinter.

De fem deltagergrupper i projektkonkurrencen består af:

  • CSC med Eurotrust som underleverandør.
  • ErgoIDP i samarbejde med Zebsign, Interprise Consulting og Ergosolutions (alle selskaber er tilknyttet ErgoGroup, et af Norges største IT-selskaber).
  • IBM med Cap Gemini, Dafolo, EDB Gruppen og Eurotrust som underleverandører.
  • PBS, KMD og DMdata.
  • TDC Internet

Regeringen har afsat 50 millioner kroner til projektet, der skal bringe Danmark i front, når det gælder erhvervslivets og offentlige myndigheders muligheder for at anvende digital signatur som grundlag for udbredelsen og sikkerheden i næste generation af internettjenester.

– Visionen med projekt digital signatur er tredelt og skal ses i sammenhæng med regeringens øvrige initiativer inden for digital forvaltning, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Det skal være slut med tidsrøveri foran de offentlige skranker og i det private erhvervsliv, slut med dobbelt- og tredobbelt taste-arbejde i hele den offentlige sektor, og vi skal sikre tryghed ved handel og aftaler på nettet.

– Digital signatur er et centralt projekt i dette arbejde. Også derfor er jeg bestemt tilfreds med, at nogle af markedets mest markante virksomheder deltager. En førerposition på dette område vil også give det danske IT-erhverv gode kort på hånden, når andre lande skal til at udvikle tjenester baseret på digital signatur.

De afsatte midler anvendes alene til udbredelse af digital signatur. De myndigheder, som har etableret relevante internettjenester, kan i en indkøringsfase få støtte til udbredelse af digital signatur.

Del