Forlig om universitetsreformen
Efter flere måneders grundige drøftelser og forhandlinger har fire partier i Folketinget indgået aftale om en universitetsreform.
Efter flere måneders grundige drøftelser og forhandlinger har fire partier i Folketinget indgået aftale om en universitetsreform. Aftalen er indgået af regeringspartierne Venstre og Det konservative Folkeparti samt Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti.
– Det er både væsentligt og meget positivt, at et bredt flertal i Folketinget står bag denne universitetsreform. Vores mål er at give universiteterne mere frihed til løbende at forbedre forskningen og uddannelserne. Samtidig har vi indgået en økonomisk aftale for universiteterne med stabile og stigende økonomiske rammer i de kommende tre år, siger videnskabsminister Helge Sander.
Universitetsreformen rummer en styrkelse af forskningsfriheden og en understregning af den forsknings-etiske forpligtelse. Reformen sætter en stopper for detailstyring af universiteterne ved at nedbringe antallet af regler og bekendtgørelser.
– Vi imødekommer universiteternes ønsker og gør op med den centrale styring af universiteterne på en række kerneområder. I stedet lægger vi større vægt på rammestyring, siger Helge Sander.
– Samtidig vil reformen styrke universiteternes ledelse og medføre, at der åbnes yderligere for folk udefra, så vi sikrer et tættere samspil mellem universiteterne og det omgivende samfund. Universiteterne skal på bedst mulig måde bidrage til vækst og velfærd i hele samfundet, siger videnskabsministeren.
Universitetsreformen indebærer som noget nyt blandt andet ansatte ledere og en styrket, strategisk ledelse. Dette understøttes af en universitetsbestyrelse, hvor repræsentanter for det omgivende samfund skal udgøre et flertal og tildeles formandsposten.
Studienævnene, hvor de studerende fortsat vil have halvdelen af pladserne, skal i samarbejde med institutledere og dekaner blandt andet sørge for evaluering af undervisningen og en konsekvent opfølgning heraf.
Partiernes ordførere og forhandlere og videnskabsministeren kan kontaktes på følgende telefonnumre for yderligere oplysninger og kommentarer:
- (S) Lene Jensen, tlf. 2220 0805
- (S) Jan Trøjborg, tlf. 2371 1671
- (V) Hanne Severinsen, tlf. 2175 4957
- (KF) Pia Christmas-Møller, tlf. 2926 9499
- (Kr. F.) Jann Sjursen, tlf. 4088 9292
- (Kr. F.) Bodil Kornbek, tlf. 2879 0169
Videnskabsminister Helge Sander, tlf. 3392 9741, uden for kontortid tlf. 2292 6203 og tlf. 2167 0528.




