Videre til indhold. | Videre til menunavigation

29.10.2002

Fire innovationsmiljøer får yderligere finansiering

Fire innovationsmiljøer har ansøgt om at få tilført yderligere kapital, godt ti millioner kr., til finansiering af kvalificerede projekter.

Fire innovationsmiljøer har ansøgt om at få tilført yderligere kapital, godt ti millioner kr., til finansiering af kvalificerede projekter. Videnskabsminister Helge Sander har dog kun i begrænset omfang haft mulighed for at imødekomme ansøgningerne inden for den eksisterende bevilling.

Fordelingen af 4,5 milllioner kr. til de fire innovationsmiljøer – NOVI-Innovation, HIH Development, Syddansk Innovation og CAT-Symbion – er sket efter indstilling fra Rådet for Teknologi og Innovation.

Ved tildelingen er der især lagt vægt på miljøernes evne til at tiltrække privat finansiering til de projekter, som er startet i miljøerne, og den tildeling til innovationsmiljøerne som fandt sted i begyndelsen af året.

Formand for Rådet for Teknologi og Innovation, adm. dir. Fritz Schur Jr., siger i en kommentar til den supplerende finansiering til innovationsmiljøerne:

– Den offentlige medfinansiering af innovationsmiljøerne bør frem over i højere grad bero på en vurdering af kvaliteten af miljøernes arbejde, end på hvor mange projekter miljøerne kan igangsætte.

– En vigtig målestok for kvaliteten af miljøernes arbejde er deres evne til at tiltrække privat finansiering til projekterne. Andre faktorer bør dog også indgå i kvalitetsvurderingen af innovationsmiljøerne, siger Fritz Schur.

De fire innovationsmiljøer har fået tildelt henholdsvis 2,8 millioner kr. (CAT-Symbion), 0,7 millioner kr. (NOVI Innovation) og 0,5 millioner kr. (HIH Development og Syddansk Innovation).

Del