Videre til indhold. | Videre til menunavigation

19.12.2002

114 mio. kr. til de otte innovationsmiljøer

Videnskabsminister Helge Sander har fordelt ca. 114 mio. kr. til de otte innovationsmiljøer, som er fødselshjælpere for innovative vækstvirksomheder.

Videnskabsminister Helge Sander har fordelt ca. 114 mio. kr. til de otte innovationsmiljøer, som er fødselshjælpere for innovative vækstvirksomheder. Fordelingen blandt innovationsmiljøerne er:

  • CAT-Symbion (Roskilde-København) 27,5 mio. kr.
  • Teknologisk Innovation (Høje-Taastrup) 16,1 mio. kr.
  • DTU-Innovation (Lyngby) 15,7 mio. kr.
  • Østjysk Innovation (Århus) 15,6 mio. kr.
  • NOVI (Ålborg) 13,1 mio. kr.
  • HIH Development (Herning) 10,2 mio. kr.
  • Syddansk Innovation (Odense) 9,7 mio. kr.
  • BioVision (Hørsholm) 6,0 mio. kr.

Ved fordelingen af midler mellem de otte innovationsmiljøer er der taget hensyn til flere faktorer og foretaget en konkret vurdering af det enkelte miljø. Blandt andet er der lagt vægt på de resultater, miljøerne hidtil har opnået, og hvor meget privat kapital miljøerne har skaffet til deres projekter, samt hvor mange virksomheder der har klaret sig ud over perioden med støtte fra innovationsmiljøet. Seks af innovationsmiljøerne har tilknytning til et universitet, og for disse er samarbejdet med universiteterne også taget med i vurderingen.

– Innovationsmiljøerne skal have anerkendelse og støtte, når de har udvist kompetence til at vurdere det kommercielle perspektiv i en ny ide eller et nyt forskningsresultat, siger videnskabsminister Helge Sander. En styrkelse af denne kompentence stiller krav til miljøerne om et stærkere samarbejde med blandt andet universiteter og private investorer.

– Jeg er glad for, at det i forbindelse med finanslovsforhandlingerne lykkedes at få afsat ekstra midler til innovationsmiljøerne: 75 mio. kr. i hvert af de følgende tre år, siger videnskabsministeren. De innovative iværksættere etablerer virksomhed på en perspektivrig ide eller et nyt forskningsresultat, men der kan gå en rum tid, før produktet er klar, og indtjeningen følger.

– I dag er der hos investorerne begrænset vilje til at investere på det meget tidlige og risikable stadium, hvor innovationsmiljøerne har kontakt med iværksætterne. Målet er, at innovationsmiljøerne i stigende omfang kan finansieres med afkastet af investeringer i innovative iværksættere, siger Helge Sander.

Del