To nye IT-projekter i Ørestaden i udbud
For at styrke anvendelsen af IT og udbredelsen af e-handel etablerer regeringen et Center for Anvendt IT og et eHus Danmark i Ørestaden i tæt sammenhæng med IT-højskolens nybyggeri og den planlagte IT-Forskerpark.
For at styrke anvendelsen af IT og udbredelsen af e-handel etablerer regeringen et Center for Anvendt IT og et eHus Danmark i Ørestaden i tæt sammenhæng med IT-højskolens nybyggeri og den planlagte IT-Forskerpark.
Erhvervsfremmestyrelsen og IT- og Forskningsministeriet har netop annonceret prækvalifikationsudbud for opgaven med etablering og drift af Center for Anvendt IT (CAIT) og eHus Danmark.
Sidste frist for at lægge billet ind på en af de højest fem pladser i det endelige udbud er 9. juli 2001.
Det forventes, at CAIT og eHus Danmark får bopælspligt i IT-Forskerparken i Ørestaden fra 2003. Der er frem til og med 2004 afsat 91,5 mio kr. til de to initiativer.
eHus Danmark skal styrke udbredelsen af elektronisk handel blandt virksomheder, offentlige myndigheder og forbrugere ved at iværksætte aktiviteter til fremme af elektronisk handel i Danmark og tilbyde rådgivning i partnerskab med private og offentlige aktører i e-ledelsesudvikling.
Center for Anvendt IT skal styrke danske virksomheders udnyttelse og anvendelse af IT ved at tilbyde den brede del af erhvervslivet teknologisk service og rådgivning på det digitale, informationsteknologiske område.
Prækvalifikationsudbuddet er iværksat med henblik på udpegning af op til fem tilbudsgivere, som vil modtage det endelig udbudsmateriale. Forhandlinger indledes i efteråret og kontrakten forventes underskrevet med den valgte operatør ved udgangen af 2001.
Informationsmateriale og udbudsbekendtgørelse kan findes på Erhvervsfremme Styrelsens hjemmeside www.efs.dk, på IT- og forskningsministeriets hjemmeside, eller det kan rekvireres ved henvendelse til Erhvervslivets Hotline på telefon 3546 6666.




