Små virksomheder er hoppet på IT-vognen
De danske virksomheder er nu for alvor med på IT-vognen. Ni af ti virksomheder med mindst fem ansatte anvender IT i form af pc eller anden arbejdsstation.
De danske virksomheder er nu for alvor med på IT-vognen. Ni af ti virksomheder med mindst fem ansatte anvender IT i form af pc eller anden arbejdsstation.
Det fremgår af publikationen "Danske virksomheders brug af informationsteknologi 2000", der er udgivet af Danmarks Statistik som led i samarbejdet med IT- og Forskningsministeriet om IT-statistik.
– Det er glædeligt, at IT-paratheden hos de mindste virksomheder også er høj, siger IT- og forskningsminister Birte Weiss.
Den nye undersøgelse omfatter for første gang de små virksomheder med 5-9 ansatte. Undersøgelsen viser, at mere end fire af fem virksomheder har adgang til internettet.
– Også på europæisk plan viser de nyeste tal, at danske virksomheder er helt i front, når det drejer sig om anvendelse af internettet," siger Birte Weiss.
Ifølge den nye, danske undersøgelse er virksomhedens mangel på kvalificeret personale med IT-kompetence den væsentligste barriere for anvendelsen af IT. Det nævnes som et stort problem af knap hver femte – 17 pct. – af virksomhederne.
Kun hver tiende virksomhed angiver, at problemet med rekruttering af nye medarbejdere med IT-kompetencer er en stor barriere for IT-anvendelsen. Især for de små og mellemstore virksomheder er det altså vigtigere af få udviklet IT-kvalifikationerne hos de nuværende medarbejdere end at ansætte nye folk med IT-kompetencer.
Det gælder dog ikke branchegruppen forretningsservice, der blandt andet omfatter konsulentfirmaerne. Inden for denne gruppe vurderes problemet med rekruttering som den største barriere.
I forhold til den tilsvarende undersøgelse fra sidste år kan man konstatere, at rekrutteringproblemet er blevet mindre for virksomhederne – også, når man tager højde for, at de små virksomheder er med i dette års undersøgelse.
– Spørgsmålet om IT-arbejdskraft er et væsentligt område, og denne omfattende undersøgelse bringer nyttige nuancer til den igangværende debat. Resultaterne bekræfter, at efteruddannelse af den eksisterende arbejdsstyrke er et centralt indsatsområde, siger Birte Weiss.
Det nye materiale vil indgå i det igangværende arbejde omkring kortlægning af udbud og efterspørgsel efter IT-arbejdskraft, som forventes afsluttet i juni måned.
På baggrund af undersøgelsen har Danmarks Statistik for første gang fastsat et skøn for årligt salg via EDI (elektronic data interchange) og internet-handel. For 2000 er tallene henholdsvis 60 mia. kr. og 12 mia. kr.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: IT- og Forskningsministeriet, Søren Langelykke, tlf. 3392 9733, email: , og Danmarks Statistik, Martin Lundø, tlf. 3917 3873, email: .




