Videre til indhold. | Videre til menunavigation

05.07.2001

Slotsholmens strategi for bedre service, større effektivitet og mere åbenhed

Ministerierne styrker i de kommende måneder indsatsen for at få det maksimale ud af IT-investeringerne ved blandt andet at koordinere på tværs af de offentlige institutioner.

Ministerierne styrker i de kommende måneder indsatsen for at få det maksimale ud af IT-investeringerne ved blandt andet at koordinere på tværs af de offentlige institutioner. Eksempelvis ved at etablere portalfællesskaber, dele data og IT-systemer, gennemføre fælles indkøb og drift af blandt andet IT-infrastruktur mv.

Det sker som led i udarbejdelse og implementering af IT-strategier for samtlige ministerier og tilknyttede ressortområder.

– IT-strategierne er en vigtig forudsætning for regeringens stærke satsning på hurtig udbygning af den digitale forvaltning, siger IT- og forskningsminister Birte Weiss. IT kan give bedre service og borger-dialog, mere åbenhed i forvaltningen, større videndeling og en fladere organisation med engagerede medarbejdere. I tilgift venter der pæne effektivitetsgevinster.

Ministerierne har frist til november for færdiggørelse af IT-strategierne, og Statens IT-Råd har netop offentliggjort en vejledning til brug for arbejdet med fastlæggelse af en IT-strategi for ressortområdet. Blandt de mange praktiske råd i vejledningen kan nævnes, at:

  • Ministeriets øverste ledelse skal foretage de nødvendige prioriteringer i IT-strategien og følge op på implementeringen.
  • Ministeriets IT-vision skal præcisere, hvilke serviceforbedringer og effektivitetsgevinster, der forventes opnået år for år.
  • IT-strategien skal tage stilling til eksempelvis sikkerhed og anvendelse af nye teknologier (f.eks. "open source"-programmel).
  • Der skal gives et samlet overblik over de relevante og væsentlige IT-udfordringer inden for ministerområdet, som ikke er direkte omfattet af IT-strategien.

Ministeriernes IT-strategi for det tilknyttede ressortområde skal bidrage til målet om bedre service overfor borgere og virksomheder og en effektiv offentlig forvaltning. Statens IT-Råd vil følge processen med udarbejdelse af IT-strategier meget tæt og bistå med råd og vejledning undervejs.

Vejledningen fra Statens IT-Råd "IT-strategi for et ministerområde" kan hentes på www.fsk.dk under afsnittet "Publikationer". Trykte eksemplarer kan rekvireres hos Statens Information.

Del