Videre til indhold. | Videre til menunavigation

10.09.2001

Markant vækst i dansk sundhedsforskning

Den privatfinansierede sundhedsforskning i Danmark voksede med mere end 40 pct. fra 1997 til 1999, hvor erhvervslivet samlet brugte 4,35 mia. kr. til forskning og udvikling inden for sundhedsområdet.

Den privatfinansierede sundhedsforskning i Danmark voksede med mere end 40 pct. fra 1997 til 1999, hvor erhvervslivet samlet brugte 4,35 mia. kr. til forskning og udvikling inden for sundhedsområdet. Væksten stammer primært fra den medicotekniske branche og medicinalindustrien.

I samme tidsrum steg den offentlige sektors investeringer i forskning og udvikling inden for sundhed med knap ni procent til 2,15 mia. kr. i 1999.

Tallene fremgår af en netop offentliggjort publikation fra Analyseinstitut for Forskning: "Forskning og udviklingsarbejde i sundhedssektoren. Forskningsstatistik 1999". Det samlede beløb i 1999 nåede dermed op på 6,5 mia. kr., og i alt var godt 12.000 personer beskæftiget med sundhedsforskning og -udvikling.

– Forskningsindsatsen inden for sundhedsområdet udgør grundlaget for, at vi hele tiden kan udvikle nye behandlingsformer og ny medicin, som meget direkte kommer den danske befolkning til gode, siger IT- og forskningsminister Birte Weiss.

– Regeringens målrettede satsning på sundhedsområdet i 1990'erne – med oplysningskampagner og udvikling af ny viden og behandlingsformer – er en af hovedårsagerne til, at middellevetiden i Danmark stiger drastisk i disse år.

Erhvervslivets sundhedsvidenskabelige forskning blev stort set finansieret af erhvervssektoren selv. Derimod bliver den offentlige sundhedsforskning finansieret af en bred vifte af forskellige kilder, som fremgår af tabellen nedenfor.

Tabel: Finansiering af sundhedsvidenskabelig forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor 1999
Finansieringskilde Mio. kr. Procent
Forskningsråd    247        11
Andre statslige midler    776        36
Amterne og H:S    301        14
Virksomheder    133          6
Organisationer og fonde    495        23
EU      59          3
Andre udenlandske kilder      31          1
Andet    110          5
I alt (mio. kroner) 2.151       100

Kilde: Forskning og udviklingsarbejde i sundhedssektoren. Forskningsstatistik 1999. Tabel 4a.

Den offentlige sektors forskningsstatistik bygger på data indsamlet fra alle offentlige forskningsinstitutioner, dvs. universiteter og øvrige uddannelsesinstitutioner, sektorforskningsinstitutter og hospitaler samt en række øvrige offentlige institutioner.

Erhvervslivets forskningsstatistik bygger på data indsamlet fra en repræsentativ stikprøve blandt danske virksomheder.


For yderligere oplysninger henvises til Analyseinstitut for Forskning, tlf.: 8942 2394. Publikationen om forskningsindsatsen inden for sundhedsområdet kan hentes på instituttets hjemmeside, www.afsk.au.dk.

Del