Videre til indhold. | Videre til menunavigation

26.04.2001

Grønt lys for digitale signaturer

Endnu en sten er ryddet af vejen for brugen af digitale signaturer i den offentlige sektor og dermed for etablering af sikker elektronisk kommunikation mellem myndigheder og endnu flere servicetjenester til borgere, virksomheder mv.

Endnu en sten er ryddet af vejen for brugen af digitale signaturer i den offentlige sektor og dermed for etablering af sikker elektronisk kommunikation mellem myndigheder og endnu flere servicetjenester til borgere, virksomheder mv.

Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S har i samarbejde med Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening samt IT- og Forskningsministeriet indgået en rammekontrakt, der sikrer at den offentlige sektor kan anskaffe standardiserede produkter og ydelser til systemer med digitale signaturer.

– Borgere og virksomheder skal kunne komme i kontakt med offentlige myndigheder, når de har behov for det. Derfor skal den offentlige sektor imødekomme det stigende ønske om at kunne levere sikre elektroniske serviceydelser, og her spiller den digitale signatur en væsentlig rolle, siger Birte Weiss.

Loven om elektroniske signaturer trådte i kraft 1. oktober sidste år, og med indgåelse af rammekontrakten er endnu en sten ryddet af vejen for realisering af sikker elektronisk kommunikation mellem myndighederne og elektroniske serviceydelser til borgere og virksomheder.

– Rammekontrakten bør sikre, at offentlige myndigheder indkøber standardiserede sikkerhedsløsninger, der får løsningerne til at hænge sammen på tværs af myndighederne, siger Birte Weiss.

Rammekontrakten om sikkerhedsløsninger træder i kraft den 1. maj og omfatter de ydelser og produkter, der er nødvendige til etablering og anvendelse af sikkerhedsløsninger med digitale signaturer: certifikater, certificeringstjenester, chipkort, klientsoftware og serversoftware.

Rammekontrakten omfatter leverancer af en række ydelser inden for to forskellige hovedmodeller:

  • Myndigheden køber certificeringstjenester fra nøglecentre
  • Myndigheden etablerer eget nøglecenter.

Kommunedata og TDC Internet leverer certificeringstjenester til myndigheder.

Kommunedata, TDC Internet, Cryptomathic og IBM leverer produkter og ydelser til etablering af nøglecentre hos myndigheder.

Kontrakten er blevet til i en åben proces, hvor en bred sammensat brugergruppe med omkring 25 repræsentanter for stat, amter og kommuner har deltaget og været med til at vælge leverandører.


Yderligere information fås ved henvendelse til:

IT Konsulent Carsten Pedersen, Indkøbs Service: tlf. 3342 7000. Konsulent Peter A. Sørensen, KL, tlf. 3370 3397. Fuldmægtig Lene Bilslev-Jensen, Amtsrådsforeningen, tlf. 3529 8385. Chefkonsulent Palle H Sørensen, IT- og Forskningsministeriet, tlf. 3395 4017.

Del