Danske telepriser blandt OECD's laveste
Danmark placerer sig helt i front i OECD's nyeste sammenligning af telepriser i de 29 OECD-lande, eksempelvis har danske virksomheder lavere teletakster end konkurrenterne i de andre EU-lande.
Danmark placerer sig helt i front i OECD's nyeste sammenligning af telepriser i de 29 OECD-lande, eksempelvis har danske virksomheder lavere teletakster end konkurrenterne i de andre EU-lande.
I hele OECD er Danmark det tredje billigste land, både når det gælder private forbrugeres og erhvervskunders brug af fast telefon. Det fremgår af publikationen "Communications Outlook 2001", som OECD offentliggør i dag.
En enkelt skuffende dansk tele-placering bliver det dog til, når det gælder prisen for internetadgang. Her havner de danske priser i midten af feltet, hvor Danmark er omgivet af de andre EU-lande.
OECD's prisoversigter nyder generelt stor bevågenhed, idet organisationen for at skaffe et så relevant sammenligningsgrundlag som muligt eksempelvis korrigerer for nationale forskelle i købekraft.
OECD har blandet andet regnet på, hvad et fast standardforbrug af telefoni koster i alle de 29 OECD-lande. Island ligger på førstepladsen ? skarpt forfulgt af Danmark sammen med Sverige og Norge.
I Danmark er prisen for et standardforbrug på knap to trediedele (62 pct.) af gennemsnittet i OECD. For en erhvervskunde er prisen helt nede på 55 pct. af OECD-gennemsnittet.
– Det er glædeligt, at priserne fortsætter med at falde til gavn for forbrugerne og erhvervslivet. Danmarks placering i front på grund af relativt lave telepriser er ganske tilfredsstillende, ikke mindst da priserne jo falder i hele OECD-området, siger IT- og forskningsminister Birte Weiss.
Priserne i OECD er over en tiårig periode fra 1990 til 2000 faldet med i gennemsnit knap en femtedel for private (17 pct.) og med næsten en trediedel for erhvervskunder (32 pct.).
Danmark og de øvrige EU-lande placerer sig dog mindre tilfredsstillende, når det drejer sig om prisen for internetadgang.
Ved et forbrug på 40 timer om måneden ligger Danmark således på en 11. plads, når det drejer sig om prisen for adgang til internettet i dagstimerne, og på en 14. plads med hensyn til prisen for internetadgang efter arbejdstid.
Ved et mindre månedligt forbrug – på 20 timer – klarer Danmark sig lidt bedre, idet de danske arbejdstids-priser er de sjette laveste, mens de danske priser for 20 timer om måneden uden for arbejdstiden ligger på en 11. plads.
– Danmarks relative placering med hensyn til prisen for internetadgang er ikke tilfredsstillende, og det må da vække til eftertanke i telebranchen, siger Birte Weiss. Regeringens Netværksredegørelse 2001 vil indeholde en opdateret markedsanalyse, hvor vi vil være meget opmærksomme på prisniveauet for internetadgang.
– Den accelererende udbredelse herhjemme af højhastighedsforbindelser, hvor man altid er koblet op på nettet, vil også betyde, at flere danskere vil betale faste afgifter, såkaldte flatrate-priser. Konkurrencen vil så påvirke prisniveauet, og danskere med stort internetforbrug slippe billigere end i dag, siger Birte Weiss.
I øjeblikket udvikler det danske marked for internetadgang sig positivt på flere felter: Der er kommet nye udbydere til, priserne bliver lavere, og der er flere tilbud om mere båndbredde til kunderne. Prisfaldet viser sig eksempelvis ved, at den billigste udbyder af internetadgang har reduceret kvartalsprisen for "storforbrugere" med en trediedel over en periode på otte måneder – fra august sidste år til maj i år.
Læs mere om rapporten på OECD's hjemmeside.




