Danmark skal huse internationalt forskningssekretariat for fauna og flora
På et bestyrelsesmøde i Bonn i weekenden den 16.-17. juni er det efter flere afstemningsrunder afgjort, at sekretariatet for den nyligt etablerede internationale organisation GBIF – Global Biodiversity Information Facility – bliver placeret i Danmark.
På et bestyrelsesmøde i Bonn i weekenden den 16.-17. juni er det efter flere afstemningsrunder afgjort, at sekretariatet for den nyligt etablerede internationale organisation GBIF – Global Biodiversity Information Facility – bliver placeret i Danmark. De andre ansøgerlande var Holland, Spanien og Australien.
– Danmarks og Øresundsregionens i forvejen stærke position som videncenter på flere af de nye bio-videnskabelige felter vil få et markant løft med beslutningen om, at sekretariatet for det internationale biodiversitets-netværk bliver placeret i Danmark, siger IT- og forskningsminister Birte Weiss og glæder sig over sekretariatets placering i en nybygning ved Zoologisk Museum i København. Nybygningen finansieres gennem en donation på ni mio. kr. fra Aage V. Jensens Fonde.
Biodiversitetsforskningen beskæftiger sig med mangfoldigheden af klodens levende organismer. GBIF er en uafhængig international organisation – åben for alle lande – som via Internettet skal sikre let adgang til de enorme mængder af informationer om Jordens levende organismer: Dyr, planter, svampe og mikroorganismer – kort sagt, alverdens biodiversitet – som befinder sig i museer, samlinger mv.
GBIF vil blandt andet sørge for fælles retningslinier for digital adgang til alverdens videnskabelige data om klodens fauna og flora. De nye digitale informationssystemer vil sikre, at udviklingslandene får fri og nem adgang til de store mængder af biodiversitetsdata, der befinder sig i den industrialiserede verdens museer og samlinger. Det kan eksempelvis styrke u-landenes ofte svage stilling i potientielle stridigheder om patentrettigheder til arvemassen i den oprindelige fauna og flora i disse lande.
Den danske ansøgning om at huse sekretariatet for GBIF er indgivet af et konsortium af danske institutioner med forskningsaktiviteter inden for biodiversitetsområdet med Zoologisk Museum under Københavns Universitet i spidsen.
Etableringen af sekretariatet for den internationale GBIF-organisation i København vil ikke alene styrke det danske forskningsmiljø omkring biodiversitet, men også forskningsmiljøer, der beskæftiger sig med arvemasse, bioteknologi i øvrigt og bio-informatik (IT-anvendelse til analyse af de store mængder data inden for f. eks. genforskning).
Dermed vil GBIF-sekretariatets placering i København også styrke den forskningsmæssige kompetence i Øresundsregionen, der er en vigtig del af den bioteknologiske Medicon Valley-region.
Arbejdet inden for GBIF vil blive et vigtigt bidrag til realiseringen af Biodiversitets-konventionen fra 1993, som en lang række I- og U-lande har tilsluttet sig. Konventionen har blandt andet til hensigt at skaffe de biodiversitetsrige udviklingslande adgang til informationer om egen fauna og flora, som de industrialiserede lande ligger inde med.
En lang række af verdenens fattigste lande vil kunne være med i GBIF med et relativt lavt årligt medlemsbidrag på 500 US$. Men også uden at betale medlemsbidrag kan de få adgang til GBIF's biodiversitetsdata. Betaling af medlemsbidrag giver et land stemmeret i GBIF-bestyrelsen.
Danmarks deltagelse i GBIF er sikret ved, at Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd har besluttet at betale det danske medlemsbidrag til GBIF på ca. 100.000 US$ om året i de første 5 år. Professor Henrik Balslev fra Afd. for Systematisk Botanik, Aarhus Universitet, er udpeget af forskningsrådet som Danmarks repræsentant til GBIFs bestyrelse.
Yderligere oplysninger om GBIF kan findes på organisationens hjemmeside.




