Birte Weiss forlader Folketinget
IT-og forskningsminister Birte Weiss har meddelt sin valgkreds, Amagerbro i København, at hun forlader Folketinget ved valgperiodens udløb. Hun fortsætter i regeringen frem til valget.
IT-og forskningsminister Birte Weiss har meddelt sin valgkreds, Amagerbro i København, at hun forlader Folketinget ved valgperiodens udløb. Hun fortsætter i regeringen frem til valget.
Birte Weiss siger:
– Beslutningen om på et tidspunkt at vende tilbage til mine professionelle rødder som journalist er af gammel dato. Jeg finder det rigtigt at give den officielle meddelelse nu op til sidste folketingssamling før valget. Amagerbro-kredsen skal finde min afløser, mens jeg færdiggør arbejdet med en langsigtet aftale for forskningen.
Med sin beslutning afslutter Birte Weiss en vidt forgrenet politisk karriere i forreste række i Socialdemokratiet. Hun har bestyret fire ministerier, Indenrigs-, Kirke-, Sundheds- og nu IT- og Forskningsministeriet. Hun har været radiorådsformand i fem år og har som Socialdemokratiets næstformand i 12 år arbejdet sammen med tre forskellige formænd i partiets øverste ledelse: Anker Jørgensen, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen.
Både i sit nuværende valgområde, Søndre Storkreds, og tidligere i Vestsjællands Amt har hun været en af Socialdemokratiets store stemmeslugere. Birte Weiss har gennem alle årene bevaret et stærkt græsrodsengagement indenfor bl.a. kultur, medier og flygtninge.
– Politik er bedre end sit rygte. Christiansborg er en spændende arbejdsplads med mennesker, der på tværs af partiskel brænder for de samme spørgsmål. Det har været et privilegium at bruge sit samfundsengagement som beslutningstager med skiftende og udfordrende opgaver. Som skribent er man imidlertid friere stillet, og det har også sine kvaliteter, siger Birte Weiss.
Amagerbro-kredsen er en af Socialdemokratiets højborge. Det var her, den første socialdemokrat i Folketinget, Christen Hørdum, blev valgt i 1884, og kredsen har siden været præget af en sjælden stabilitet. Birte Weiss er således kun den femte folketingskandidat efter Hørdum. Hun afløste i 1985 tidligere finansminister Knud Heinesen.
Birte Weiss siger:
– Det er en af landets mest attraktive valgkredse. En gammel arbejderbydel, som er blevet forynget med mange studerende. Det er her lykkedes Socialdemokratiet at tiltrække begge befolkningsgrupper, og det giver et inspirerende politisk bagland, som jeg har været meget glad for at arbejde sammen med. Min afløser har noget at se frem til.




