18 mio. kr. til studenter-sites på nettet
De ca. 100.000 studerende ved IT-højskoler og universiteter skal have selvbetjeningsmuligheder på Internettet, så de eks. kan kommunikere med undervisere, tilmelde sig kurser og eksamen og aflevere opgaver.
De ca. 100.000 studerende ved IT-højskoler og universiteter skal have selvbetjeningsmuligheder på Internettet, så de eks. kan kommunikere med undervisere, tilmelde sig kurser og eksamen og aflevere opgaver.
IT- og Forskningsministeriet har afsat 18 mio. kr. til projekter, som har til formål at etablere selvbetjening på nettet for de studerende ved IT-højskoler og universiteter i studietilknyttede, administrative systemer.
Statens Information har netop udsendt information om ansøgningskriterier til de relevante institutioner mv. Både studerende, institutter og institutioner kan indsende projektforslag inden udgangen af februar. Størsteparten af puljen ventes uddelt i denne første ansøgningsrunde.
Den nye pulje skal i første omgang primært anvendes som støtte til projekter, der har til formål at udvikle eller videreudvikle tekniske løsninger til brug for selvbetjeningssystemer på nettet.
Der er allerede i dag flere uddannelsesinstitutioner, der er langt fremme med elektronisk selvbetjening for de studerende på Internettet. Senest har Handelshøjskolen i København købt 20.000 digitale underskrifter, så de ansatte og studerende pr. 1. april kan kommunikere med skolens administration på juridisk sikker grund.
Med den nye pulje håber IT- og Forskningsministeriet at sætte yderligere skub i udviklingen af digital forvaltning på IT-højskoler og universiteter til glæde for i første omgang de studerende og de ansatte og siden også institutionernes samarbejdspartnere.
Den særlige studenterpulje er et digitaliseringsprojekt, som er forbundet med oprettelsen af Danmarks Virtuelle Universitet. Selvbetjenings-systemer for studerende skal på længere sigt indgå som en del af Danmarks Virtuelle Universitet.
Regeringen ønsker, at hele den danske uddannelsessektor i løbet af nogle år skal kunne tilbyde de studerende net-selvbetjening.




