Tilbud til danskerne: Tjek Danmark på nettet!
Den enkelte dansker og virksomhederne skal kunne søge informationer hos og kommunikere med den offentlige sektor via Internettet på en langt enklere måde, end det er tilfældet i dag.
Den enkelte dansker og virksomhederne skal kunne søge informationer hos og kommunikere med den offentlige sektor via Internettet, på en langt enklere måde end det er tilfældet i dag. Der bliver for hver enkelt dansker etableret en personlig entredør på Internettet til den offentlige sektor, en individuel portal som man kan skræddersy til egne behov.
De nævnte IT-politiske mål og initiativer indgår i en samlet IT-pakke, som vil blive udmøntet i løbet af efteråret med en udgiftsramme for indsatsen i de kommende fire år på 150 mio. kr. Forskningsminister Birte Weiss offentliggør nu på ministeriets hjemmeside regeringens buket af IT-initiativer, som retter sig mod tre områder:
- Mere service og åbenhed over for borgere og virksomheder
- Sikker kommunikation på Internettet
- Øget effektivitet i den offentlige sektor
Nogle hovedprojekter i service-indsatsen over for borgere og virksomheder bliver en omfattende og ambitiøs udbygningsplan for "danmark.dk"-portalen samt etableringen af den personlige portal og entredør for danskerne i forhold til den offentlige sektor.
Et af initiativerne drejer sig eksempelvis om udfyldelse af blanketter og anmeldelser (selvangivelse, dagpenge- og SU-ansøgning, flytteblanket osv.). Et andet initiativ etablerer en central net-adgang til offentlige vejledninger.
For at styrke samspillet i den offentlige sektor om udspillet forpligtes samtlige ministerier nu til at udarbejde handlingsplaner for deres borger- og virksomhedsrettede IT-initiativer. Samarbejdet med amter og kommuner intensiveres tilsvarende ved at der etableres en fælles styringsgruppe for projekt "Danmark på Nettet".




