Nye Internet-standarder i det offentlige
Forskningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen er i dag blevet enige om en række Internet-standarder for de programmer og informationer, som myndighederne stiller til rådighed for hinanden.
Forskningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen er i dag blevet enige om en række Internet-standarder for de programmer og informationer, som myndighederne stiller til rådighed for hinanden.
– Fælles Internet-standarder for det offentlige er med til at bane vej for en digital forvaltning med elektronisk sagsbehandling i og mellem de enkelte myndigheder og i kommunikationen med borgere og virksomheder, siger forskningsminister Birte Weiss.
Internet-standarderne omfatter krav til myndighedernes kommunikation med hinanden, men anbefales også til myndighedernes kommunikation med borgere og virksomheder.
Fælles standarder for Web-grænsefladerne er første trin i udmøntningen af den strategiske aftale, der blev indgået i sommeren 1999, og som samler kommuner, amter og staten om, at fremtidens datakommunikation inden for det offentlige baseres på Internettet.
I foråret udmøntes de næste to trin af den strategiske aftale, idet Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S indgår rammeaftale for det offentliges indkøb af bl.a. Internet adgang og tjenester, og IT-sikkerhedsrådet udgiver en vejledning til myndighederne om praktisk brug af kryptering og digital signatur.
Sidste trin i aftalens udmøntning handler om en universel offentlig sikkerhedsløsning baseret på kryptering og digital signatur.
Aftaleparternes vurdering er, at aftalen på én gang vil kunne medføre besparelser i udgifterne til datakommunikation, bedre sikkerhed og en mere effektiv sikkerhedsadministration.
Aftalen understøtter også en række af de konkrete initiativer om digital forvaltning, som Forskningsministeren har fremlagt i IT- og telepolitisk redegørelse til Folketinget. Målet er, at den offentlige forvaltning skal gøre det enkelt for borgerne og virksomhederne at få kontakt med det offentlige døgnet rundt
Mere om kravene til Internet-standarderne kan læses på Forskningsministeriets Web-side i Principper for Web-grænseflader.
Yderligere oplysninger: fuldmægtig Lene Bilslev-Jensen, Amtsrådsforeningen, tlf.: 3529 8385.
Konsulent Peter Sørensen, Kommunernes Landsforening, tlf.: 3370 3397.
Konsulent Palle H Sørensen, Forskningsministeriet, tlf.: 3395 4017.




