Nej til kryptering på dansk
Der er ikke brug for særlige, danske produkter til at kryptere – kode – elektroniske meddelelser, når danskerne skal forhindre, at andre kigger med.
Der er ikke brug for særlige, danske produkter til at kryptere – kode – elektroniske meddelelser, når danskerne skal forhindre, at andre kigger med.
Det skriver IT-Sikkerhedsrådet i en anbefaling til forskningsminister Birte Weiss. Anbefalingen udspringer af en offentlig høring, som Rådet holdt i januar i år.
IT-Sikkerhedsrådet vurderer, at der på det danske marked allerede findes en bred vifte af krypteringsprodukter som med deres varierende pris, distributionsform, målgruppe m.v., opfylder de behov, som danske brugere har for krypteringsprodukter.
Ændringen af de amerikanske eksportregler vil uden tvivl gøre adgangen til krypteringsprodukter endnu lettere, idet man kan forvente at produkter indeholdende stærk kryptering på sigt vil blive præ-installeret på private brugeres PC.
Udvikling af et dansk krypteringsprodukt, som stilles gratis til rådighed for danske brugere kan derfor ikke forventes reelt at forbedre tilgængeligheden af kryptering for danske brugere. Hvis amerikanske produkter med stærk kryptering bliver præ-installeret på danske PC'er må et særligt dansk krypteringsprodukt frygtes at få meget begrænset udbredelse.
IT-Sikkerhedsrådet anbefaler i stedet, at det offentlige gør en indsats for at skubbe på udviklingen af en veludbygget infrastruktur til Public Key Kryptering, idet den vurderes som en væsentlig forudsætning for udbredelsen af kryptering.
Rådet finder, at den mest effektive måde at skubbe på udviklingen på, er at anvende kryptering i den elektroniske selvbetjening. På dette område er behovet for kryptering (og digital signatur) stort, og det offentlige vil have en mulighed for at gå foran ved at investere i de nødvendige løsninger til elektronisk selvbetjening.
Nærmere oplysninger hos rådets formand, professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, telefon 3532 3133.




