Mobilfrekvenser på auktion
Regeringen er i dag blevet enige med partierne bag de gældende telepolitiske aftaler om at afprøve auktionsmodellen i forbindelse med udbudet af radiofrekvenser til 3. generations mobilnet, det såkaldte UMTS.
Regeringen er i dag blevet enige med partierne bag de gældende telepolitiske aftaler, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne, om at afprøve auktionsmodellen i forbindelse med udbudet af radiofrekvenser til 3. generations mobilnet, det såkaldte UMTS. Det sker i lyset af de aktuelle udenlandske erfaringer i blandt andet England og Holland.
For at deltage i auktionen skal et selskab opfylde en række minimumskrav til, hvordan det vil udnytte en tildelt frekvens. Det kan for eksempel blive krav til udbudet af produkter, kvalitet og udbredelse af nettet, priser med mere. Er kravene opfyldt, vil de fire ledige frekvenser gå til højestbydende. Det vil dog blive sådan, at et enkelt selskab ikke kan købe flere frekvenser og opnå monopol-fordele. Der vil heller ikke blive mulighed for at hamstre frekvenser, som ikke udnyttes.
Arbejdet med at udforme den model, som auktionen skal foregå efter, sættes i gang nu. Partierne har aftalt et tillæg til den telepolitiske aftale fra oktober 1999, og målet er at fremsætte og vedtage det nødvendige lovforslag i efteråret 2000. Tilladelserne til at drive 3. generations mobilnet vil hermed kunne fremskyndes som ønsket af teleselskaberne.
De øvrige frekvensudbud, som forligspartierne på tele-området har aftalt, vil ikke komme på auktion. Det gælder de trådløse abonnentnet (FWA), 2. generations mobilnet (GSM) og mobile tjenester til nød- og beredskabsformål m.v. (TETRA).




