Lokomotiv for e-handel – udbud af statslig indkøbsportal til Internettet
Danmark bliver ét af de første lande med en offentlig indkøbsportal på Internettet.
Danmark bliver ét af de første lande med en offentlig indkøbsportal på Internettet. Forskningsministeriet har netop udbudt opgaven med udvikling af en offentlig indkøbsportal. Med portalen får det offentlige for alvor muligheden for at gå foran og vise vejen for e-handel i Danmark.
Den offentlige indkøbsportal er et ambitiøst projekt med såvel tekniske som organisatoriske udfordringer. For at omstillingsprocessen kan lykkes, er det vigtigt, at elektronisk indkøb i staten får det nødvendige fokus, dels på hele den statslige indkøberside med tilhørende institutioner og dels på leverandørsiden. De første trin i det arbejde er allerede taget med indkøb af flyrejser og jobannoncering, som skal foregå på Internettet.
Det bliver i første gang de statslige institutioner, som skal købe ind på portalen og på sigt resten af den offentlige sektor. Udgangspunktet for portalen er, at samtlige ministerområder skal formulere en fælles indkøbspolitik, som skal sikre besparelser via elektroniske indkøb.
Staten køber ind for ca. 22 mia. kr. årligt, og en netop afsluttet analyse af statens indkøb, gennemført af konsulentfirmaet KPMG, har vist hvilke varegruppe, som er egnet til elektronisk indkøb. Det er i første omgang disse varegrupper, der danner rammen for varekatalogerne på portalen.
Arbejdet med konceptudviklingen af portalen er sket i et tæt samarbejde mellem Forskningsministeriet, Finansministeriet, Økonomistyrelsen samt Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S.
Udbuddet afholdes som projektkonkurrence, og det forventes, at portalen står klar i sommeren 2001.
KPMG's analyse af statslige indkøb kan sammen med planen for statens elektroniske indkøb og udbudsannoncen ses på Forskningsministeriets hjemmeside. Pressemeddelelse vedrørende plan for statens elektroniske indkøb kan ses på Økonomistyrelsens hjemmeside (www.oes.dk).
Etableringen af portalen til elektroniske indkøb er ét af de initiativer, som regeringen sidste år lancerede i forskningsministerens IT- og telepolitiske redegørelse til Folketinget. Initiativet har til formål både at fremme e-handelen i Danmark og samtidig sikre billige og effektive offentlige indkøb, ved at statens institutioner går sammen om fælles indkøb.




