Videre til indhold. | Videre til menunavigation

24.08.2000

Kulegravning af forskningens fremtid

Forskningsminister Birte Weiss har udpeget tidligere departementschef i Miljø- og Energiministeriet, afdelingschef Leo Bjørnskov til formand for den ny forskningskommission, der skal komme med anbefalinger til forskningssystemets fremtid.

Forskningsminister Birte Weiss har udpeget tidligere departementschef i Miljø- og Energiministeriet, afdelingschef Leo Bjørnskov til formand for den ny forskningskommission, der skal komme med anbefalinger til forskningssystemets fremtid.

Forskningskommissionen skal under ét vurdere behovet for fornyelse og sammenhæng mellem de fire hovedlove på forskningsområdet – universitetsloven, sektorforskningsloven, loven om forskningsrådgivning og loven om Danmarks Grundforskningsfond. Kommissionens arbejde forventes afsluttet 1. august næste år.

Medlemmerne af kommissionen er valgt i kraft af deres personlige egenskaber, med en tilstræbt balance mellem de to køn, og afspejler i sin sammensætning universitets- og sektorforskning, forskellige fagområder og erhvervslivet.

  • Som næstformand er udpeget formanden for det strategiske miljøforskningsprogram, Lauritz Holm-Nielsen, som er rådgiver ved Verdensbanken. Han har tidligere været rektor for Forskerakademiet.
  • De yngre forskere er i kommissionen repræsenteret ved læge Ellen Hauge fra Århus Amtssygehus. Ellen Hauge har for nylig deltaget i evalueringen af forskeruddannelsen.
  • De studerende er repræsenteret ved Ph.d-stipendiat Kirsten Hvenegård-Lassen, der blandt andet har været studenterrepræsentant i Det humanistiske Fakultetsråd på Københavns Universitet og i dag er tilknyttet Institut for Nordisk Filologi, Afdeling for Minoritetsstudier.
  • Fra sektorforskningens verden deltager administrerende direktør ved Danmarks Jordbrugsforskning, Arne Jensen.
  • Forskningsprofessor Hans Siggaard Jensen fra Handelshøjskolen i København er tillige formand for Forskeruddannelsesrådet og tilknyttet Handelshøjskolens Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.
  • Overbibliotekar Aase Lindahl fra Syddansk Universitet har bred international erfaring fra forskningsbibliotekarforeninger mv.
  • Professor Lars Mathiassen fra Aalborg Universitets Institut for Datalogi har ligeledes bred international erfaring fra blandt andet forskningsophold i USA.
  • Erhvervslivets indfaldsvinkel bliver bl.a. repræsenteret af udviklings-chef Birthe Skands fra Vikas A/S, der tillige er næstformand for Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd.
  • En anden erhvervsrepræsentant er adm. direktør Torsten Freltoft fra biotekvirksomheden Sophion Bioscience, der er ejet af NeuroSearch.
  • Den generelle samfundsøkonomiske vinkel er bl.a. sikret ved, at det tidligere medlem af formandsskabet i Det økonomiske Råd, professor Nina Smith fra Handelshøjskolen i Århus er kommissionsmedlem.
  • Og universitetsrektorerne er repræsenteret ved formanden for Grundforskningsfonden, rektor Henrik Tvarnø fra Syddansk Universitet.

– Det er et meget vigtigt arbejde, som kommissionen påtager sig. Det handler om at turde tænke nye tanker om forskningssystemet. Tanker, der kan udvikle og styrke dansk forskning fremover. Jeg er overbevist om, at vi med denne stærke sammensætning får sådanne nye tanker, siger forskningsminister Birte Weiss i en kommentar til kommissionens sammensætning.

Forskningsminister Birte Weiss indgik den 24. maj 2000 en aftale om principper for forskningen med alle Folketingets partier på nær Enhedslisten med henblik på at skabe stabile rammer for dansk forskning de kommende fire år. Aftalen omfatter iværksættelse af kommissionsarbejdet.

Forskningskommissionens kommissorium samt den politiske aftale om principper for forskningen er at finde på Forskningsministeriets hjemmeside.


Kommissionens formand, afdelingschef Leo Bjørnskov, kan træffes på tlf: 3395 5430.

Del