Forskningen prioriteres i finanslovsforhandlingerne
Forskningsminister Birte Weiss opfordrer oppositionen til at kende sin besøgelsestid under de kommende forhandlinger om finansloven for 2001.
Forskningsminister Birte Weiss opfordrer oppositionen til at kende sin besøgelsestid under de kommende forhandlinger om finansloven for 2001:
– Regeringens udspil til finanslov for 2001 er stramt. Regeringen påpeger dog samtidig, at en styrkelse af forskningsindsatsen er blandt de områder, som vil blive prioriteret, når finanslovsforslagets reserve på 1 mia. kr. til nye initiativer skal fordeles, siger Birte Weiss.
– Derfor må oppositionen nu kende sin besøgelsestid under finanslovsforhandlingerne. Så kan vi få realiseret første del af de ambitioner og politiske målsætninger, som ligger i det forskningspolitiske forlig fra foråret. Et forlig, som samlede alle Folketingets politiske partier med undtagelse af Enhedslisten.
På baggrund af de generelle besparelser, regeringen har besluttet at gennemføre for alle ministeriers vedkommende, har det været målet for forskningsminister Birte Weiss at prioritere økonomisk stabilitet for tre centrale områder inden for forskningen:
- Universiteterne er reserveret stabile basisbevillinger i årene fremover med et niveau på ca. 4,1 mia. kr. – et lille fald i forhold til i år.
- Bevillingerne til sektorforskningsinstitutionerne er uændrede.
- Forskningsrådenes frie midler er stabiliseret i de kommende år med et niveau på godt 600 mio. kr.
Rent teknisk falder rådenes frie midler i FFL 2001 i de kommende år, men det skyldes en helt ekstraordinær situation, hvor opsparede midler på knap en halv mia. kr. skal afvikles i år og i 2001.
Samtidig er bevillingerne til forskningsrådene samlet på én konto, hvilket giver rådene større frihed til at disponere og prioritere.
– Omlægningerne spejler den politiske vilje til at skabe øget frihed for forskningsverdenen, som regeringen og forligspartierne gav udtryk for i forskningsaftalen i foråret, siger Birte Weiss.
– Nu kan forskningsrådene flytte midler til de forskningsområder, hvor der er størst efterspørgsel og større konkurrence om bevillingerne og dermed i mange tilfælde også et højere kvalitetsniveau i forskningsprojekterne.
Stabiliseringen af basisbevillinger til universiteterne i årene fremover med et lillle fald i forhold til i år er udmøntet i minimale besparelser for universiteterne. Dog har Aalborg Universitet oparbejdet en opsparing, som delvist modregnes i de kommende års bevillinger.
– Regeringens forslag til finanslov er et fundament for efterårets forhandlinger. Det betyder, at oppositionen og regeringspartierne på forskningsområdet kan koncentrere sig om en begyndende finansiering af de nye og spændende tiltag, vi er blevet enige om i den forskningspolitiske aftale, siger Birte Weiss.




