Evaluering af forskeruddannelsen – Godt begyndt, men ikke nok
Forskeruddannelsen i Danmark er kommet godt fra start. Resultatet af forskeruddannelsesreformen i 1993 er ikke blot blevet, at der uddannes flere forskere. Internationaliseringen er stærkt forøget, og effektiviteten af uddannelsen er høj.
Forskeruddannelsen i Danmark er kommet godt fra start. Resultatet af forskeruddannelsesreformen i 1993 er ikke blot blevet, at der uddannes flere forskere. Internationaliseringen er stærkt forøget, og effektiviteten af uddannelsen er høj. Det viser en evaluering af forskeruddannelsen (ph.d.-uddannelsen).
Et evalueringspanel udpeget af Danmarks Forskningsråd har i rapporten Godt begyndt – forskeruddannelsen i Danmark fremhævet, at der på trods af den gode begyndelse er mange forhold, som kan og bør forbedres. Først og fremmest skal der formuleres en klar målsætning for uddannelsen både på det overordnede politiske og administrative plan og på de enkelte universiteter.
Panelet under ledelse af professor Peder Olesen Larsen lægger endvidere vægt på, at forskeruddannelse må gennemføres i gennemtænkte, planlagte og sammenhængende programmer i store og stærke miljøer. Forskeruddannelsen er i dag i betydeligt omfang spredt på en række miljøer, som ikke lever op til kravene om kvalitet og bredde.
Rapporten sendes nu i bred høring til universiteterne, interesseorganisationerne m.fl. Efter høringen vil Danmarks Forskningsråd i april i år formulere sine anbefalinger til forskningsministeren om den fremtidige udvikling af forskeruddannelsen.
Yderligere oplysninger om evalueringen: professor Peder Olesen Larsen, tlf. 3961 0572, e-post . Sekretariatsleder Villy Vibholt, Danmarks Forskningsråd, tlf. 3392 9887.




