Videre til indhold. | Videre til menunavigation

22.06.2000

Brodirektør bliver bestyrelsesformand for Danmarks Tekniske Universitet

Forskningsminister Birte Weiss har i dag udpeget civilingeniør og adm. direktør Mogens Bundgaard Nielsen som formand for en kommende bestyrelse for Danmarks Tekniske Universitet.

Forskningsminister Birte Weiss har i dag udpeget civilingeniør og adm. direktør Mogens Bundgaard Nielsen som formand for en kommende bestyrelse for Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

De resterende eksterne medlemmer bliver udpeget inden for de nærmeste dage. Bestyrelsen skal i første omgang fungere som dialogpartner for ministeriet og DTU og være fødselshjælper, når DTU overgår til at være en selvejende institution med selvstændig bestyrelse og ansat rektor.

Mogens Bundgaard Nielsen har siden 1989 været direktør for A/S Storebæltforbindelsen og fra 1998 tillige direktør for Sund og Bælt Holding A/S og A/S Øresundsforbindelsen. Mogens Bundgaard Nielsen har tidligere været departementschef i Miljøministeriet og medlem af konsistorium på DTU.

– I Mogens Bundgaard Nielsen får DTU en bestyrelsesformand, som har mange års erfaring i udvikling og ledelse af store organisationer, siger Birte Weiss. Brobyggerierne har samtidig givet Mogens Bundgaard Nielsen en enestående indsigt i, hvordan kravene til ingeniørarbejdet udvikler sig og dermed til de krav, der må stilles til ingeniøruddannelse i fremtiden, hvis samfundets stigende behov for topkvalificerede ingeniører skal opfyldes.

Den kommende bestyrelse for DTU får i første omgang til opgave at forberede de økonomiske og organisatoriske rammer for DTU's overgang til selvejende institution. Den nye struktur skal sikre, at DTU kan modernisere bygningerne og indkøbe nyt apparatur for 1,2 milliarder kroner over de næste 10 år.

Overgangen til selveje foregår inden for rammerne af Universitetsloven, og ventes at finde sted 1. januar 2001.


Yderligere oplysninger hos adm. direktør Mogens Bundgaard Nielsen, tlf. 3393 5200.

Del