Bestyrelsesformand for nationalt forskningscenter
Forskningsminister har i dag udpeget den 55-årige forskningsdirektør for H. Lundbeck A/S, Claus Bræstrup, som formand for bestyrelsen for det kommende bioteknologiske forskningscenter BRIC.
Forskningsminister Birte Weiss har i dag udpeget den 55-årige forskningsdirektør for H. Lundbeck A/S, Claus Bræstrup, som formand for bestyrelsen for det kommende bioteknologiske forskningscenter, BRIC (Biotech Research & Innovation Centre).
BRIC skal have til huse på det tidligere militærhospital på Tagensvej 18, som skal udbygges til et samlet, bioteknologisk forskningskompleks. De øvrige elementer bliver Molekylærbiologisk Institut ved Københavns Universitet, Hovedstadens Sygehusfællesskabs eksperimentelle forskningsenheder og en privat finansieret og drevet forskerpark.
BRIC bliver en særlig enhed under Københavns Universitet med selvstændig bestyrelse med repræsentanter for universiteterne, andre forskningsinstitutioner og fra erhvervslivet. Resten af bestyrelsen ventes udpeget inden for de næste par uger.
Claus Bræstrup, der blev akademiingeniør i 1967, cand. scient. i biokemi i 1971 og dr. med. i 1980, kom til Lundbeck A/S i 1998 som forskningsdirektør. Fra 1984-94 var Claus Bræstrup direktør i Novo Nordisk og fra 1994-98 direktør i Schering AG, Berlin.
Blandt Claus Bræstrups nuværende tillidshverv kan nævnes: Medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og af Akademiet for de Tekniske Videnskaber. Endvidere er Claus Bræstrup medlem af eksekutivkomitéen for farmakologi og toxikologi, af Wissenschaftlicher Beirat, Institut for Molekylær Farmakologi, Berlin, samt formand for bestyrelsen for ProFound Pharma A/S.
I 1984 fik Claus Bræstrup Lundbeck-Prisen. Parallelt med sin erhvervskarriere har han siden 1988 været adjungeret professor i neurovidenskab ved Københavns Universitet.




