Bedre styr på IT i staten
Regeringen har netop godkendt forskningsministerens forslag til kommissorium for Statens IT-Råd.
Regeringen har netop godkendt forskningsministerens forslag til kommissorium for Statens IT-Råd.
– Jeg føler mig overbevist om, at det nyetablerede IT-Råd kan blive et nyttigt værktøj. Vores erfaringer med større statslige edb-projekter har jo ikke kun været præget af succeshistorier, så der er et markant behov for det nye råd og en engageret arbejdsindsats, siger forskningsminister Birte Weiss.
IT-Rådet er sammensat af repræsentanter på ledelsesniveau fra alle ministerier med Forskningsministeriets IT- og Teledirektør Marianne Rønnebæk som formand. Rådets aktiviteter vil omfatte erfaringsudveksling, vejledninger og fælles løsninger. Andre samarbejdsområder vil være organisations-udvikling og kompetenceudvikling. Tekniske problemstillinger vil blive drøftet i et underudvalg, Statens IT-Forum, hvor ministeriernes IT-chefer mødes.
– Informationsteknologi og edb-projekter står – i enhver nutidig virksomhed og organisation – fast på ledelsens dagsorden, siger Birte Weiss.
– IT-Rådets indsats ændrer derfor ikke ved den kendsgerning, at ledelsen i den enkelte offentlige organisation fortsat har det fulde ansvar for, at der er styr på de store edb-projekter, og at informationsteknologien anvendes effektivt.
Foruden disse opgaver er IT-Rådet også tiltænkt en offensiv rolle i tilknytning til statens og regeringens IT-politiske strategi.
– Statens IT-Råd skal være med til at sætte dagsordenen for en offensiv anvendelse af IT i den offentlige sektor. Rådet skal for det første bidrage med initiativer til regeringens IT-politik, således at politikken bedst muligt støtter udviklingen i det danske samfund. For det andet skal IT-Rådet drøfte den statslige IT-politik og sikre samarbejde omkring fælles problemstillinger, siger Marianne Rønnebæk.




