Universitetsansættelser skal gøres enklere
Det skal gøres enklere, hurtigere og mere fleksibelt at ansætte en forsker på et universitet. Ansættelsesforløbet er i dag så omstændeligt, at det kan tage et år eller mere fra stillingen er slået op til den nyansatte kan begynde.
Det skal gøres enklere, hurtigere og mere fleksibelt at ansætte en forsker på et universitet. Ansættelsesforløbet er i dag så omstændeligt, at det kan tage et år eller mere fra stillingen er slået op til den nyansatte kan begynde.
– Universiteterne er pålagt for mange forhindringer, når de skal besætte forskerstillinger, siger forskningsminister Jan Trøjborg. Det sinker mulighederne for omstilling og fornyelse unødvendigt, og universiteterne har derfor brug for et mere effektivt redskab til at fremme institutionens interesser. En ansættelse må kunne klares inden for fem-seks måneder.
Langstrakte procedurer er en væsentlig del af baggrunden for, at forskningsminister Jan Trøjborg nu har sendt et udkast til ny bekendtgørelse for ansættelser til høring på universiteter, i de forskellige forskningsråd, hos AC, Danske Studerendes Fællesråd med flere.
– Den faglige bedømmelse af en ansøger skal være grundig og må ikke gøres til hastværk. Men beslutningerne i ansættelsesforløbet kan træffes hurtigere, enklere og bedre. Der er nemlig ingen tegn på, at særlige klagemuligheder, udførlig palaver og mødeaktivitet fører til bedre ansættelser. Hverken set fra universiteternes eller de studerendes side, siger Jan Trøjborg.
Udkastet skal forene fire hovedmål ved kommende ansættelser:
- høj faglig kvalitet
- en forenklet, hurtig og rationel procedure
- klart ledelsesansvar og indflydelse
- åbenhed for den enkelte ansøger
De faglige bedømmelsesudvalg skal kun vurdere, om ansøgerne er fagligt kvalificerede, og ikke som hidtil topstille én blandt de kvalificerede til ansættelse.
– Når fagfolkene har talt, er det en ledelsesopgave at vælge den ansøger, der passer bedst i den aktuelle fagprofil, de strategiske satsninger og udviklingsplanerne på for eksempel et institut, siger Jan Trøjborg.
– Det forhindrer jo ikke, at ledelsen rådfører sig med særligt kyndige på eller uden for institutionen, men det sikrer, at ledelsen har den kompetence, der skal til, og det ansvar der følger med
Andre forenklinger er, at ansøgerne ikke længere vil få tilsendt faglige bedømmelser af de andre ansøgere til stillingen, de vil ikke længere have en særlig indsigelsesret mod bedømmelsesudvalgets medlemmer, og de vil ikke bagefter kunne klage over, at de ikke blev ansat, eller over hvem der blev ansat.
Høringsfristen er den 7. juli og bekendtgørelsen ventes at kunne træde i kraft snarest derefter i efteråret 1998.




