Forsøgspersoner skal beskyttes
Der skal være fuld åbenhed over for personer, som deltager i forsøg i forbindelse med forskning. Det siger forskningsminister Jan Trøjborg, som nu sender et udkast til en ny bekendtgørelse om beskyttelsen af forsøgspersoner i høring.

Bekendtgørelsen indeholder detaljerede regler om det informerede samtykke, der skal indhentes fra forsøgspersoner, som vil deltage i biomedicinske forsøg.
– Der må ikke tilbageholdes oplysninger for forsøgspersoner. Med den nye bekendtgørelse i hånden sikrer vi, at alle de væsentlige krav til information og samtykke bliver retligt bindende, siger Jan Trøjborg.
Samtidig skal bekendtgørelsen bidrage til at afklare, hvad biomedicinsk forskning er. Flere sager har vist, at der findes en gråzone mellem forskning og traditionel behandling, som bør undersøges. Det er væsentligt, at forsøgspersoner altid modtager den korrekte information, når de deltager i forsøg. De nye regler giver en definition af forskning og afgrænser dermed, hvornår blandt andet de strenge informationskrav for biomedicinsk forskning træder i kraft.
Bekendtgørelsens regler følges op af en vejledning og en folder til forsøgspersonerne, som på klart dansk forklarer, hvad det vil sige at deltage i et forsøg.