Digital signatur i to etaper
Høringssvarene på udkastet til regeringens lovforslag om digital signatur er nu gennemgået i Forskningsministeriet.
Høringssvarene på udkastet til regeringens lovforslag om digital signatur er nu gennemgået i Forskningsministeriet. Flere høringssvar peger på, at der er behov for at bearbejde spørgsmålet om de digitale signaturers retsvirkning yderligere. Høringsprocessen har også gjort det tydeligt, at lovgivning om digitale signaturer får videre konsekvenser for den generelle formuerets-, aftale- og forbrugerbeskyttelseslovgivning, som sorterer under Justitsministeriet.
Regeringen har besluttet at fremme brugen af digital signatur, og Forskningsministeriet og Justitsministeriet vil derfor splitte processen op i to faser, så de mest komplicerede og problematiske dele ikke forsinker de enklere.
Køreplanen er, at Forskningsministeriet fremsætter lovforslag i oktober om autorisationsordning for nøglecentre, nøglecentrenes ansvar, de tekniske og sikkerhedmæssige krav til nøglecertifikater og om offentlige myndigheders pligt til at at tilbyde digital kommunikation med det offentlige. Sigtet er, at loven skal kunne træde i kraft allerede ved årsskiftet til 1999. Tidsplanen forudsætter dog, at der er en fornøden, foreløbig afklaring af indholdet i det kommende EU-direktiv på disse områder, hvor Forskningsministeriet skal varetage forhandlingerne med EU.
Hvad angår de digitale signaturers retsvirkning nedsætter Justitsministeren et udvalg som nærmere skal belyse spørgsmålet. Der vil herved blive tilvejebragt et grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om lovgivning om digitale signaturers retsvirkning. Dette arbejde vil blive fremmet mest muligt.
For at fremme brugen af digitale signaturer og indhøste erfaringer uddeler Forskningsministeriet inden sommerferien cirka 10 millioner kroner til pilotprojekter i stat og kommune, hvor digital signatur bruges til at give borgere og virksomheder bedre service. Samtidig opfordrer regeringen til, at der i øvrigt i både offentligt og privat regi iværksættes pilotprojekter med digital signatur.




