Videre til indhold. | Videre til menunavigation

30.06.1998

3000 skal prøve digital signatur

Med et tilskud på cirka 15 millioner kroner fra Forskningsministeriet kan de første danske projekter med digital signatur sættes i værk.

Med et tilskud på cirka 15 millioner kroner fra Forskningsministeriet kan de første danske projekter med digital signatur sættes i værk. De i alt ni pilotprojekter vil samlet omfatte mere end 3.000 brugere – private, studerende, landmænd og små og store virksomheder.

Den digitale signatur vil blandt andet blive brugt til elektronisk selvbetjening i kommuner og i SU-systemet, ansøgninger og indberetninger fra virksomheder, kommunikation af følsomme helbredsopløsninger med mere.

Forskningsministeriet stiller nogle krav til standarderne for digital signatur, som pilotprojekterne forpligter sig til at overholde, når de modtager tilskud. Dermed kan pilotprojekterne støbe soklen til en sammenhængende dansk infrastruktur for digital signatur, herunder medvirke til udbredelse af chipkort i Danmark.

– Pilotprojekterne er gode eksempler på, hvordan Internet kan bruges til at give borgere og virksomheder bedre service, når først sikkerheden er på plads, siger forskningsminister Jan Trøjborg.

– Jeg tror pilotprojekterne vil være den afgørende faktor for at få gang i markedet for produkter og tjenester til digital signatur i Danmark. Nu håber jeg, at private virksomheder vil følge trop og igangsætte lignende projekter.

– Pilotprojekterne vil give os de erfaringer der skal til for at indføre digital signatur bredt i det offentlige, siger Jan Trøjborg. Samtidig vil de lægge en solid grund for det videre arbejde med lovgivningen om digital signatur, blandt andet ved at belyse behovet for ligestilling mellem digital signatur og håndskreven underskrift på forskellige myndighedsområder.

Pilotprojekterne vil kunne sættes i drift fra begyndelsen af 1999.

Del