Videre til indhold. | Videre til menunavigation

30.01.1997

Tele Danmark må omstille sig

Forskningsminister Jytte Hilden kalder de varslede ændringer i Tele Danmarks organisation for "nødvendige, men beklagelige".

Forskningsminister Jytte Hilden kalder de varslede ændringer i Tele Danmarks organisation for "nødvendige, men beklagelige".

– Det er beklageligt, at beskæftigelsen i Tele Danmark ikke kan opretholdes, men det vil ikke være ansvarligt over for de danske telebrugere og over for selskabet at undlade en række mulige effektiviseringer.

– Det er en væsentlig dansk interesse at fastholde et stort konkurrencedygtigt dansk teleselskab på markedet. Telemarkedet liberaliseres i disse år. Tele Danmark virker i et kommercielt marked. Hensynet til statens ejerskab må ikke gå forud for kommercielle hensyn.

– Det ligger i forlængelse af den telepolitik, som min forgænger og jeg fører, at Tele Danmark skal være et blandt flere teleselskaber på det danske marked. Derfor må selskabet have fuld mulighed for at tilpasse sig til markedet uden politisk indblanding. Det er min og regeringens holdning.

– Jeg har fuld tillid til, at ledelsen i Tele Danmark tilrettelægger omlægningen i respekt for de arbejdsretlige spilleregler, vi hylder her til lands. Jeg forventer derfor, at også medarbejderorganisationerne inddrages konstruktivt i de kommende forhandlinger, siger Jytte Hilden.

Del