Syv afgørelser i telesager
Telebrugernævnet har holdt sit 5. møde og traf her afgørelse i syv sager.
Telebrugernævnet har holdt sit 5. møde og traf her afgørelse i syv sager.
To sager vedrørte rækkevidden af Tele Danmarks leveringspligt. Tele Danmark havde klaget over Telestyrelsens afgørelser vedrørende taksering ved oprettelse af en telefonforbindelse til henholdsvis Moterring-vejen ved København og en telefonforbindelse til en vindmølle i Hæsø på Lolland. Det var Tele Danmarks opfattelse, at de omtvistede abonnementsoprettelser skulle udføres efter regning, fordi placeringen af og ledningsføringen afveg fra, hvad der er økonomisk og teknisk hensigtsmæssigt. I begge sager fandt nævnet, at uanset en anvendelse af de almindeligt gældende abonnementsvilkår kan forekomme mindre hensigtsmæssigt i situationer, som de foreliggende, hvor der er tale om telefonforbindelser med et andet formål og en anden karakter end en sædvanlig abonnentforbindelse, fandt nævnet ikke, at der med de gældende abonnementsvilkår er grundlag for at afkræve de faktiske omkostninger for etableringen af forbindelserne. Nævnet kunne derfor ikke give Tele Danmark medhold i klagerne.
En sag omhandlede et omtvistet faxopkald af en varighed på 40 timer til Litauen. Det fremgår af sagen, at Tele Danmark er enig med klageren i, at det påklagede telefaxforbrug ikke er opstået ved et telefaxopkald af en varighed på ca. 40 timer, men at der efter Tele Danmarks opfattelse er tale om en fejl enten ved modtagerudstyret i Litauen eller ved klagerens telefaxudstyr. Flertallet af nævnsmedlemmerne fandt, at klageren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at der ikke forelå fejl ved klagerens telefaxudstyr. Flertallet af nævnsmedlemmerne fandt, at det på grund af usikkerheden med hensyn til årsagen til fejlen ikke kunne udelukkes, at fejlen skyldes forhold, som Tele Danmark hæfter for. Et nævnsmedlem fandt det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at fejlen ikke skyldes forhold, som klageren hæfter for. Der blev truffet afgørelse efter flertallet, og nævnet gav klageren medhold i anken.
I en sag, hvor klageren var tilsluttet en analog central, fandt Telebrugernævnet, at det på baggrund af et meget langt sagsbehandlingsforløb hos Tele Danmark var vanskeligt at efterprøve om eventuelle tekniske fejl kunne have forårsaget fejldebitering eller andre forhold, som Tele Danmark hæfter for. Telebrugernævnet henstillede derfor til Tele Danmark om at reducere den påklagede kvartalsregning til et beløb, der svarer til et gennemsnit af klagerens forudgående fire kvartalsregninger.
Tre sager vedrørte opkald til udlandet, som klagerne ikke kunne vedkende sig. I en af sagerne afgav klagerne og Tele Danmark mundtlig forklaring for nævnet. Telebrugernævnet fandt i alle 3 sager, at Tele Danmark i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at de omtvistede opkald havde fundet sted, og at det ikke var forhold, som Tele Danmark var ansvarlige for, der var årsag til de opkald, som klagerne ikke ville kendes ved. Klagerne fik derfor ikke medhold i deres anke til Telebrugernævnet.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Röd, Helle.




