PC'en mere udbredt end opvaskemaskinen
Mere end hver anden dansk husstand – 53 procent – har computer, og en ud af otte husstande – 12 procent – har Internet-adgang. Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Forskningsministeriet i efteråret.
Mere end hver anden dansk husstand – 53 procent – har computer, og en ud af otte husstande – 12 procent – har Internet-adgang. Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Forskningsministeriet i efteråret.
PC'en er dermed blevet mere populær i de danske hjem end opvaskemaskinen og telefonsvareren, som findes i henholdsvis 40 og 34 procent af de danske husstande.
Børnefamilierne har i særlig grad taget computeren til sig og er bedre IT-udrustede end gennemsnittet. To ud af tre børnefamilier holder computer – 68 procent – og 16 procent har Internetadgang.
Undersøgelsen viser også, at en fjerdedel af danskerne har været på Internettet i løbet af en tre måneders periode. Men spredningen er stor. Over halvdelen af de højere funktionærer/tjenestemænd og personer under uddannelse har brugt Internettet. Modsat er pensionister, hjemmegående og ufaglærte specialarbejdere sjældne gæster. I disse grupper har mindre end hver tiende været on-line i samme tidsrum.
– Det er godt, at børnefamilierne tager ansvar for næste generation, siger forskningsminister Jytte Hilden. Men spredningen understreger det nødvendige i regeringens IT-politik med tilbud til alle via skoler og biblioteker.
Hele undersøgelsen fås ved at kontakte Forskningsministeriet.




