Videre til indhold. | Videre til menunavigation

16.01.1997

Øget fokus på handicappedes brug af IT

Forskningsminister Jytte Hilden vil skabe øget opmærksomhed om de handicappedes vilkår i informationssamfundet.

Forskningsminister Jytte Hilden vil skabe øget opmærksomhed om de handicappedes vilkår i informationssamfundet.

Det var meldingen, da ministeren i dag deltog i det første møde i den følgegruppe, der skal føre regeringens handlingsplan for de handicappedes brug af IT – informationsteknologi – ud i livet.

– Danmark har brug for de mange mennesker, der har et handicap. Deres evner, talent og indsats kan vi ikke undvære.

– Jeg vil sætte øget fokus på de handicappedes vilkår i informationssamfundet. Informationsteknologien kan – når vi bruger den med omtanke – give mange handicappede en tilværelse, hvor de kan deltage i samfundet helt på linie med alle andre. Men i dag er der mange barrierer, før brug af informationsteknologi er en folkesag. Tiden er kommet, hvor vi skal stille krav til hinanden, siger Jytte Hilden.

Ministeren beder gruppen kigge handlingsplanen efter i sømmene og lægger op til et fælles seminar til efteråret.

– Der er brug for en strategi netop nu – på tre års sigt og set i et ti års perspektiv, siger Jytte Hilden.

Følgegruppen for handicappedes IT-brug har til opgave at sørge for kontakt mellem de handicappedes organisationer og Forskningsministeriet. Ialt 18 handicaporganisationer er i øjeblikket repræsenteret i gruppen.


"Frihed til at vælge" – regeringens handlingsplan for handicappedes IT-brug fås gratis hos Statens Information, Postboks 1103, 1009, København K. Tlf. 33 37 92 28. E-post: .

Del