Danmarks hjemmeside åbnet
Danmarks officielle hjemmeside er første skridt på vejen mod en samlet, offentlig netservice, som skal tilbyde borgerne elektronisk kontakt til det offentlige døgnet rundt.
– Danmarks officielle hjemmeside er første skridt på vejen mod en samlet, offentlig netservice, som skal tilbyde borgerne elektronisk kontakt til det offentlige døgnet rundt.
Det sagde forskningsminister Jytte Hilden i eftermiddags i Ringsted, da hun åbnede for adgangen til det prominente domænenavn på Internettet: www.danmark.dk.
Hjemmesiden er paraply for en kolossal database med offentlig information og service:
- Find svar på dagligdagens spørgsmål om børnepasning, boligsikring, varemærker og vægtafgift.
- Få et overblik over love og regler siden 1983, adresser på offentlige institutioners hjemmesider og vejledning om blanketter fx til fornyelse af pas og kørekort.
- Orientér dig i stat, amter, kommuner og EU m.m. – med informationer om godt 40.000 personer.
- Eller læs nyheder fra Folketinget om lovgivning, om udvalg og betænkninger eller skaf materialer fra statsadministrationen og EU.
Danmarks officielle hjemmeside vedligeholdes og videreudvikles af Statens Information. Informationerne vil frit kunne bruges i blandt andet amters og kommuners eget arbejde med hjemmesider.




