Lovforslag om elektronisk underskrift på vej
Det planlagte lovforslag om borgerkort fremsættes alligevel ikke i den ny folketingssamling.
Det planlagte lovforslag om borgerkort fremsættes alligevel ikke i den ny folketingssamling.
Det skyldes, at de fornødne standarder og tekniske forhold omkring det elektroniske chipkort, som borgerkortet skulle være, ikke er tilstrækkeligt afklarede til, at kortet kan være klart som planlagt i løbet af 1999.
Forskningsministeriet og Indenrigsministeriet vil derfor undersøge andre muligheder for at gennemføre en sikker elektronisk kommunikation mellem borgere og det offentlige, f.eks. i forbindelse med selvbetjeningssystemer.
En mulig løsning, der vil være frivillig, vil bl.a. kunne baseres på en PIN-kode knyttet til CPR-nummeret. Hvis det er teknisk muligt, vil denne løsning blive søgt gennemført allerede fra slutningen af 1997 – altså væsentligt tidligere end det hidtil planlagte borgerkort.
Udviklingen af en PIN-kode løsning, der eventuelt senere vil kunne udvikles til en chipkort-baseret løsning, skal ses på baggrund af den lov om elektronisk underskrift, som forskningsminister Frank Jensen har på lovprogrammet for den ny folketingssamling.
– Debatten om borgerkortet har medvirket til at skabe forståelse for nødvendigheden af sikkerhedsløsninger i informationssamfundet. Derfor er jeg godt tilfreds med den alternative metode, som de to ministerier nu foreløbig er enedes om at arbejde henimod, siger indenrigsminister Birte Weiss.
– Borgerkortet er i sig selv ikke afgørende. Det afgørende er, at borgerne får en demokratisk adgang til sikker elektronisk kommunikation – med offentlige myndigheder og med private. Med en lov om elektronisk underskrift skaber vi rammerne for sikker elektronisk kommunikation, siger forskningsminister Frank Jensen.




