IT-politisk handlingsplan 1996
Antallet af nyindkøbte computere fordobles, så folkeskolen i 1999 køber ca. 12.500 nye PC'ere om året. Det er regeringens oplæg til forårets kommunaløkonomiske forhandlinger – og kommunerne er enige i denne linie.
IT i skolen: Regeringen er klar til temposkift
Antallet af nyindkøbte computere fordobles, så folkeskolen i 1999 køber ca. 12.500 nye PC'ere om året.
Dette er regeringens oplæg til forårets kommunaløkonomiske forhandlinger – og kommunerne er enige i denne linie.
Antal af PC'ere indgår i en samlet "skolepakke", der også omfatter:
- Etablering af et landsdækkende skolenet
- Sikring af lærernes kvalifikationer, bl.a. reform af
læreruddannelsen og efteruddannelse
- Udvikling af IT-pædagogik.
Finansieringen af IT-initiativerne i folkeskolen aftales i forbindelse med de kommunaløkonomiske forhandlinger.
Se også: Initiativ 2.1-2.2 i handlingsplanen.
Borgerkort: Forslag på vej
Regeringen fremlægger forslag om indførelse af et frivilligt borgerkort.
Borgerkortet skal være en sikker nøgle til elektronisk kommunikation – især til brug ved offentlige selvbetjeningssystemer.
Offentlige myndigheder, der udsteder chipkort med billede, f.eks. studiekort, kan tilføje en "borgerkort-funktion" på disse kort. Dette er også frivilligt for den enkelte.
Borgerkortet indgår i en samlet "sikkerhedspakke", der også omfatter forslag til en IT-sikkerhedspolitik og lovforslag om digital signatur og kryptering (elektronisk underskrift).
Borgerkortet vil koste ca. 100 kr.
Borgerkortet kan indføres fra 1998.
Se også: Initiativ 6.1 og 6.2 i handlingsplanen samt det særlige bilag om borgerkort i den IT-politiske redegørelse.
Infokiosker: Adgang for alle til elektronisk service
Forskningsministeriet udvikler i samarbejde med en række kommuner og statslige institutioner en infokiosk-løsning.
Det forventes, at der ved udgangen af 1996 vil være fastlagt en software-standard for kioskerne.
Infokiosk-løsningen skal sikre, at alle borgere via biblioteker, offentlige kontorer mv. kan få adgang til offentlig information og selvbetjeningssystemer som et alternativ til adgang fra eget hjem.
Se også: Initiativ 1.1 i handlingsplanen.
EDI: Handlingsplan inden sommer
Forskningsministeren fremlægger sammen med erhvervsministeren og erhvervenes hovedorganisationer en handlingsplan, som skal give et afgørende skub til brugen af EDI (elektronisk dataudveksling mellem virksomheder og mellem virksomheder og det offentlige).
Det indebærer bl.a. at der skal laves såkaldte EDIFACT-standarder for alle brancher i erhvervslivet, herunder også den offentlige sektor senest ved udgangen af 1997.
(Initiativ 4.1)
Handicappede: Handlingsplan for handicappedes brug af IT
Forskningsministeriet tager initiativ til, at der udvikles udstyr til dansk syntetisk tale og talegenkendelse af kvalitet. I forbindelse med den igangværende revision af telelovgivningen skabes endvidere lovmæssigt grundlag for en væsentlig forbedring af handicaptjenester, især skrivetelefonen for døve, som samtidig sikres adgang til Internet.
(Initiativ 1.9-1.10)
Sikkerhed: Forslag til IT-sikkerhedspolitik samt lov om sikring af elektronisk kommunikation
På baggrund af et oplæg fra IT-sikkerhedsrådet vil forskningsministeren fremlægge forslag om en overordnet IT-sikkerhedspolitik.
Ministeren vil desuden fremsætte lovforslag om digital signatur og kryptering (elektronisk underskrift) for at sikre fortrolig og juridisk bindende elektronisk kommunikation.
(Initiativ 6.1)
Forskning: Etablering af Danmarks elektroniske forskningsbibliotek
I tilknytning til højhastighedsnettet for forskningen udvikler Forskningsministeriet og Kulturministeriet et koncept for "Danmarks elektroniske forskningsbibliotek", som skal kunne sammenbinde alle danske forskningsbiblioteker – og dermed give en mere effektiv betjening af danske forskere.
(Initiativ 10.3)
Statens telenet: Udbud, når staten køber teleydelser
Staten skal også have en billigere telefonregning, når teleliberaliseringen træder i kraft 1. juli. Forskningsministeriet og Boligministeriet (Slots- og Ejendomsstyrelsen) vil tage initiativ til bedre og mere effektiv udnyttelse af statens telenet, bl.a. via udbud, når staten køber teleydelser.
(Initiativ 7.1)
Information: Alle nye publikationer udkommer også elektronisk
Alle nye publikationer fra ministerier og styrelser (betænkninger, rapporter m.v.) skal fra og med 1997 offentliggøres elektronisk parallelt med papirudgaven.
(Initiativ 1.5)



