Sahl-Madsen enig med studerende i for lidt undervisning
Studerende på Københavns Universitet har i denne uge protesteret over for få undervisningstimer. Dels har de afholdt en blokade på universitetet og dels har de sendt over 100 mails til videnskabsministeren. Som reaktion besøgte ministeren i går blokaden og har sendt følgende svar på henvendelserne.
Kære studerende
Tak for din mail om antallet af undervisningstimer og opfordringen til at hæve taxametersatserne.
Dette skete allerede i 2009, hvor der blev afsat et taxameterløft til humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser med den helt klare forventning fra politisk side, at det skulle føre til mere og bedre undervisning. For at følge udviklingen og anvendelsen af taxameterforhøjelsen har Videnskabsministeriet aftalt med universiteterne, at de foretager en måling på et antal indikatorer i både 2009 og 2012 på en række udvalgte humanistiske og samfundsvidenskabelige bachelor- og kandidatuddannelser. Bl.a. skal antallet af timer og andelen af fastansatte undervisere måles.
Ikke mindst i det lys gør det naturligvis indtryk, når der i pressen og via henvendelser som din stadig udtrykkes kritik af undervisningen inden for visse områder. Jeg har allerede i februar 2011 skrevet et brev til de rektorer, der har uddannelser omfattet af taxameterløftet, og præciseret, at ledelsen har et ansvar for at sikre, at taxameterløftet medfører mere og bedre forskningsbaseret undervisning. Jeg har desuden anmodet rektorerne om i efteråret 2011 at fremsende en aktuel status for udviklingen i studieåret 2010/2011.
Som vi har indrettet os i Danmark, har universiteterne fagligt selvstyre, og det er derfor universiteterne selv, der fastlægger, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, herunder hvordan man sikrer mere og bedre forskningsbaseret undervisning. Det synes jeg, vi skal værne om.
Bedre undervisning er imidlertid ikke kun et spørgsmål om flere penge. Der er behov for generelt at sætte mere fokus på kvaliteten af undervisningen på universiteterne. Både på antallet af undervisningstimer, men også på udvikling af nye undervisningsformer, på pædagogisk opkvalificering af underviserne og på andre tiltag, der kan være med til at understøtte kvaliteten. Derfor har jeg også flere gange i løbet af det seneste år taget initiativ til at samle bl.a. universitetsledelser, studerende og undervisere for netop at sætte fokus på, hvordan kvaliteten af undervisningen kan forbedres inden for de nuværende rammer.
I august 2010 afholdt jeg en konference om fremtidens undervisning og innovative læringsmiljøer, herunder hvordan universiteterne kan anvende nye former for teknologi i undervisningen. I oktober 2010 blev dette fulgt op af et debatmøde, hvor der blev sat fokus på, hvordan undervisningskvaliteten bliver prioriteret ledelsesmæssigt, og hvor universiteterne kunne udveksle gode ideer om udvikling af undervisningen. Senest blev det årlige Dialogforum afholdt i sidste uge, hvor universiteter, studerende og repræsentanter for erhvervslivet drøftede sammenhængen mellem universitetsuddannelsernes indhold og struktur og erhvervslivets behov. På mandag har Videnskabsministeriet inviteret til en konference i Aarhus om humaniora, hvor der også er mulighed for at drøfte de aktuelle udfordringer.
Sproguddannelserne udgør en helt særlig udfordring. Derfor har jeg også sammen med undervisningsministeren taget initiativ til, at der skal udarbejdes en strategi for uddannelse i fremmedsprog.
Jeg har endvidere med glæde noteret, at andre også har sat fokus på kvaliteten af undervisningen på universiteterne. Senest har AC, DI og Danske Studerendes Fællesråd sammen skrevet et kvalitetskatalog med gode eksempler til studieledere, studerende og undervisere som inspiration til arbejdet med at forbedre kvaliteten af uddannelserne.
Med venlig hilsen
Charlotte Sahl-Madsen





