Videre til indhold. | Videre til menunavigation

22.06.2011

Danske universiteter skal uddanne flere entreprenører

Danmarks velstand og konkurrenceevne afhænger af, at vi også i fremtiden uddanner iværksættere. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har derfor inviteret rektorer og prorektorer fra landets universiteter på en tur til UC Berkeley og Stanford University i Californien.

– Vi skal lære af de bedste, og når det kommer til at skabe nye iværksættere og entreprenører, så er universiteterne Berkeley og Stanford i den absolutte verdenselite, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Turen løber fra den 26. til 30. juni. Under besøget skal de danske universitetsfolk blandt andet møde repræsentanter fra BASES – en studenterforening på Stanford, hvor medlemskab forudsætter, at man har en konkret ide til en virksomhed. Ligeledes vil der være oplæg med nogle af Silicon Valleys legender inden for iværksætteri og entreprenørskab. Det gælder blandt andet Vinod Khosla og Steve Blank

– Jeg er overbevist om, at alle vil komme hjem fra turen med inspiration til, hvordan vi kan skærpe de danske universiteters fokus på iværksætteri og innovation. Det er afgørende for, at vi også i fremtiden kan skabe vækst og arbejdspladser, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.


For yderligere kommentarer fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kontakt: kommunikationschef Anders Frandsen, telefon 3048 8450.

Del