Søg bredere – det betaler sig
Der er for første gang lavet en analyse af de afviste universitetsansøgere. Den viser blandt andet, at mange afviste kun har søgt én uddannelse.
Redegørelsen viser blandt andet følgende:
- 4.811 ansøgere blev afvist. Universiteterne har stadig over 3.000 ledige pladser.
- 43 procent af de afviste havde kun søgt ind på en uddannelse.
- Knap 3.000 unge blev afmeldt, det vil sige, at de ikke opfyldte adgangskravene, eksempelvis fag på et specifikt niveau.
- 44 procent af de afviste var på tre uddannelser – jura, medicin og psykologi.
- Derudover opgørelser over antallet af sabbatår, hvilke fagområder, hvilke universiteter mv.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har følgende kommentar til redegørelsen:
– Antallet af afviste universitetsansøgere endte på 4.811 personer. Samtidig melder universiteterne, at de stadig har over 3.000 ledige pladser. Vi har en vigtig samfundsopgave i at få uddannet kandidater nok og med de kompetencer, som samfundet efterspørger og har behov for. Det nytter ikke blot at optage alle på deres første prioritet. Der er grænser for, hvor mange psykologer, læger og kunsthistorikere Danmark har brug for. I øjeblikket arbejder jeg og universiteternes rektorer på at lave en konkret aftale, som sikrer flere pladser allerede til sommer.
– Næsten halvdelen af årets afviste universitetsansøgere har valgt kun at ansøge om optagelse på en specifik uddannelse i stedet for at prioritere flere muligheder. For mig at se viser det vigtigheden af, at unge søger bredt. Hvis man virkelig ønsker at have en uddannelse, så bør man søge mere end en uddannelse. Lige nu er tusindvis af unge i gang med at undersøge og overveje studievalg. Min opfordring til dem er at orientere sig bredt.
- Redegørelsen om årets afviste universitetsansøgere (Korrigeret redegørelse) (HTML) – hos Folketinget
- Redegørelsen om årets afviste universitetsansøgere (Korrigeret redegørelse) (PDF) – hos Folketinget
For yderligere oplysninger, kontakt pressemedarbejder Charlotte Holst, telefon 2211 0200.





