Løsning på vej for afviste ansøgere
Ansøgere, der er blevet afvist, fordi deres eksamensbeviser ikke var vedlagt deres ansøgning på optagelse.dk, tilbydes nu en studieplads.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har været i dialog med CBS og fundet en løsning, der betyder, at hvis der er ansøgere, der er berettiget til en studieplads, men som er blevet afvist, fordi deres eksamensbeviser ikke var vedlagt deres ansøgning på optagelse.dk, så tilbydes de nu en studieplads.
Dermed er der fundet en løsning på samtlige landets otte universiteter. Det vurderes, at der samlet er tale om cirka 30 ansøgere på CBS.
– Det er universiteternes ansvar at håndtere optaget. Da vi fik undersøgt sagen nærmere, viste det sig, at syv af de otte universiteter af egen drift havde rykket for de eksamensbeviser, der ikke var blevet videresendt fra optagelse.dk, og at der således på disse universiteter ikke var problemer, udtaler Charlotte Sahl-Madsen.
– Vi har haft en god dialog med CBS, og er blevet enige om, at det også er muligt at finde en løsning for deres ansøgere. CBS tager nu kontakt til de afviste ansøgere, så sagerne kan blive afsluttet inden studiestart.




