Konference: "Made in Denmark?"
Flytter forskning og innovation med produktionen til de nye vækstlande? Og hvordan vender vi i så fald udviklingen?
Den danske fremstillingsindustri har mistet over 100.000 arbejdspladser de sidste ti år, og udviklingen fortsætter. Forskning og udvikling er tæt koblet til produktionen og meget tyder på, at også mange videntunge arbejdspladser vil følge efter produktionen ud af Danmark til nye vækstlande som Brasilien, Rusland, Indien og Kina (BRIK).
Udviklingen vækker bekymring. Men hvordan gør vi det fortsat attraktivt for virksomheder at placere produktion, forskning og udvikling i Danmark?
Disse spørgsmål sættes til debat på konferencen "Made in Denmark?":
torsdag den 11. november kl. 9.00-12.30
NKT Udstillingscenter
Priorparken 515
2605 Brøndby
– I Danmark handler det lige nu om, hvad vi ønsker at leve af i fremtiden, og hvad vi skal gøre for at sikre os en attraktiv plads i den globale arbejdsdeling. Konsekvenserne af danske virksomheders udflytning af arbejdspladser er kritisk og yderst aktuel. Jeg ser frem til at få nogle gode input fra både virksomheder, forskere og organisationer, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, der åbner konferencen.
Efterfølgende vil der være oplæg ved blandt andre professor Jan Rose Skaksen, CBS & regeringens Vækstforum samt koncernchef Carsten Bjerg, Grundfos Management A/S. Yderligere vil to stærkt sammensatte debatpaneler diskutere, hvordan produktion, forskning og udvikling fastholdes i Danmark, og om forskning og udvikling understøtter den danske produktion godt nok.
Mere end 100 repræsentanter fra virksomheder, videninstitutioner og erhvervsorganisationer har på nuværende tidspunkt tilmeldt sig konferencen.
Konferencen arrangeres af Rådet for Teknologi og Innovation og Det Strategiske Forskningsråd i samarbejde med erhvervsorganisationerne DI, Landbrug & Fødevarer og CO-Industri.





