Ugens tal: USA, Australien og Brasilien populære skole-mål
Unge danske under 18 år, som ønsker at gå et år i skole i udlandet og bo hos en værtsfamilie, vælger først og fremmest USA som rejsemål. Derefter følger Australien og Brasilien.
Det viser tal fra CIRIUS, som sidste år gav et tilskud på 10.000 kr. til unges udvekslingsophold i 35 forskellige lande. I 2008 benyttede godt 1000 unge danskere ordningen, hvilket er mere end dobbelt så mange som i 2003, hvor ordningen blev iværksat.
– Et udvekslingsophold giver de unge mulighed for at komme tæt på værtslandets kultur og dagligdag og få nyttige erfaringer med en anden undervisningstradition. Jeg er overbevist om, at de unge dermed får gode og brugbare oplevelser og venner, som de også senere i livet kan have glæde af, siger videnskabsminister Helge Sander.
Mere end hver anden ung, som beslutter sig for et udvekslingsophold, tager til USA. Det er markant flere, end antallet af danske unge som rejser på udvekslingsophold til Australien og Brasilien.
De unge følger undervisningen i et helt skoleår, normalt på gymnasieniveau, og efter de tre nævnte lande følger som de næstmest populære rejsemål: Canada, Storbritannien, New Zealand, Argentina, Mexico og Frankrig.
For yderligere oplysninger om ordningen, kontakt CIRIUS, kontorchef Bente Olsen, tlf.: 3395 7037, .




