Ugens tal: Flere udlændinge vil være forsker i Danmark
Danske forskeruddannelser tiltrækker stadig flere udlændinge. Således var hver fjerde ph.d.-studerende i 2007 fra udlandet.
– Det er meget tilfredsstillende, at Danmark kan tiltrække dygtige unge fra udlandet til en forskeruddannelse, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Vi må gøre en indsats for, at flere af dem bliver i Danmark og bidrager aktivt til det danske vidensamfund. Og de udenlandske forskere, der rejser hjem efter endt uddannelse, skal forskningsmiljøer og virksomheder gerne have knyttet gode kontakter til, så de kan være et led i det internationale, danske vidennetværk.
Både det absolutte antal udenlandske ph.d.-studerende og den samlede andel har været stigende siden årtusindskiftet: I år 2000 var hver sjette forskerstuderende fra udlandet, i 2007 hver fjerde.





