Sander: Grøn forskning er forudsætningen for fremtidens vækst
Regeringen har i dag – mandag den 5. oktober – præsenteret "Erhvervsklimastrategi, globale udfordringer – danske muligheder". Strategien er udarbejdet i samspil med Erhvervsklimapanelet og skal bidrage til vækst, beskæftigelse og eksport inden for det grønne område.
Videnskabsminister Helge Sander (V) lægger i forbindelse med præsentationen vægt på, at grøn forskning er forudsætningen for fremtidens vækst, og han vil inden for kort tid præsentere et egentligt strategisk oplæg om grøn forskning:
– Regeringen prioriterer allerede en række grønne forskningsområder, og vil gerne styrke denne indsats yderligere. Derfor vil jeg i de forestående globaliseringsforhandlinger gøre mit til at sikre en forstærket prioritering af grøn forskning.
Videnskabsministeren understreger også, at fremtidens indsatser i højere grad skal tænkes sammen, således at der er en tæt forbindelse mellem forskning, innovation, demonstration og udvikling på det grønne område. Ligeledes understreger han behovet for et offentligt-privat samspil og for tætte kontakter til verdens førende videncentre:
– Forpligtende og strategisk samarbejde mellem virksomheder og offentlige forskningsinstitutioner er afgørende for at understøtte eksisterende – og opbygge nye – stærke videnmiljøer på det grønne område.
– Jeg hæfter mig ved, at en afgørende forudsætning for eksport af grøn viden og grønne teknologier er, at danske forskningsinstitutioner og virksomheder har et stærkt internationalt forskningssamarbejde på grønne forskningsområder.





