Korrektion af Altinget.dk-artikel
Videnskabsminister Helge Sander citeres i dag, onsdag den 9. december, på Altinget.dk for, at et fremtidigt privat dansk universitet skal være dét, som skal indfri statsminister Lars Løkke Rasmussens målsætning om et dansk universitet i den europæiske top-ti i år 2020.
– Jeg er forundret over, at mine udtalelser er blevet udlagt på denne helt misvisende facon, siger Helge Sander.
– Et stærkt, privat universitet vil give nye muligheder for danske studerende og forskere, skærpe konkurrencen og dermed give et løft til den samlede universitetssektor. Realistisk set kan jeg dog ikke i dag forestille mig, at et givetvis mindre, nyt privat universitet på den korte tid kan levere top-ti resultater.
– Men jeg er sikker på, at et privat universitet vil medvirke til at udvikle det danske universitetsmiljø og sikre endnu bedre universiteter – og dermed et dansk universitet i den europæiske top-ti i 2020.
– Regeringen vil ikke, som det fremstilles af Altinget.dk, gå efter at styrke et enkelt universitet, men ser gerne en præstationsfremmende kappestrid mellem de bedste universiteter herhjemme, siger videnskabsministeren.





