Fællesbrev
Fællesbrev fra videnskabsminister Helge Sander og KL's formand Erik Fabrin 8. oktober 2009.
Kommunalbestyrelserne
Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) spiller en vigtig rolle i udviklingen af det danske velfærdssamfund. Der er behov for, at Danmark over de kommende år ruster sig til at blive et egentligt "højhastighedssamfund", hvor borgere og virksomheder i alle dele af landet – også i yderområderne – kan få adgang til internethastigheder, der kan håndtere avancerede bredbåndstjenester.
Et vigtigt element i denne sammenhæng er telebranchens udbygning af net til trådløst eller mobilt bredbånd.
Mobilt bredbånd kan eksempelvis bruges i forbindelse med hjemmearbejdspladser i yderområder, til opslag på de kommunale hjemmehjælperes bærbare computere og til anden digital effektivisering. For landbrug og andre virksomheder i yderområder kan adgangen til mobilt bredbånd være en vigtig forudsætning for udvikling af virksomheden.
Hvis målsætningen om danskernes adgang til mobilt bredbånd skal lykkes, er der behov for udbygning af den digitale infrastruktur. Der skal opsættes et betydeligt antal master og antenner i hele Danmark. Telebranchen skønner selv, at der er behov for mere end 5.000 nye antenner inden for de kommende tre år. De fleste antenner sættes op på eksisterende master eller bygninger, men i cirka 15 procent af tilfældene, særligt uden for de større byer, skal der opstilles nye master.
Kommunerne står med den vigtige opgave at behandle de byggesager, der følger af behovet for udbygning af den digitale infrastruktur. Ved behandlingen af disse sager har kommunen stor indflydelse på den hastighed, som den trådløse udbygning i lokalområderne foregår i.
I debatten om opsætning af master og antenner dukker undertiden en vis bekymring over mulige sundhedsrisici op. Dette emne har været genstand for megen forskning. I 2004 igangsatte "Det Strategiske Forskningsråd" et længerevarende forskningsprogram, som skulle kaste lys over mulige sundhedsrisici forbundet med mobiltelefoni. Forskningsresultaterne blev offentliggjort i 2008 og bekræfter tidligere undersøgelsers konklusioner om, at der ikke kan påvises nogen skadelig påvirkning i forbindelse med mobiltelefoni. Der kan læses mere om forskningen i mobiltelefoni på hjemmesiden www.mobil-straaling.dk.
Videnskabsministeriet ved IT- og Telestyrelsen står for en aktiv informationsindsats om opsætning af master og antenner. IT- og Telestyrelsen har afholdt møder med flere kommuner og har herudover opdateret vejledninger om masteforhold med seneste regulering. På IT- og Telestyrelsens hjemmeside (www.itst.dk) findes dette relevante materiale vedrørende sagsbehandling om opsætning af antenner og master.
Vi opfordrer kommunerne til at yde en aktiv indsats for, at borgere, virksomheder og offentlige institutioner får adgang til mobilt bredbånd og andre digitale ydelser inden for kommunens område.
Med venlig hilsen
Helge Sander
Minister for videnskab, teknologi og udvikling
Erik Fabrin
Formand for KL





