Videre til indhold. | Videre til menunavigation

24.09.2009

Ugens tal: Danmark bruger mest på uddannelse

Den seneste opgørelse fra OECD viser, at Danmark ligger helt i front med hensyn til uddannelsesinvesteringer.

Målt på, hvor stor en andel af samfundets bruttonationalprodukt, som bruges på uddannelse og studiestøtte, ligger Danmark som nummer 1 med 8 procent af BNP i 2006. Heraf anvendes 2,3 procent af BNP på de videregående uddannelser.

– Opgørelsen dokumenterer, at den danske regering prioriterer uddannelsesområdet højt. Det står i kontrast til de klagetoner fra nogle inden for uddannelsessektoren, som rutinemæssigt mener, at området nærmest underfinansieres, siger videnskabsminister Helge Sander.

Senest har en række elevorganisationer og faglige ungdomsafdelinger bebudet, at "… det er på tide at tage et opgør med flere års sparepolitik (inden for uddannelsesområdet)".

– Det er lodret i strid med fakta – men altså også med den ambitiøse, men også generøse førsteplads, Danmark indtager på OECD's opgørelse, siger Helge Sander.

Danmarks investeringer i uddannelse ligger markant over gennemsnittet for OECD-gruppen, som er 5,3 procent af BNP. EU-gennemsnittet er en anelse højere, 5,4 procent af BNP – men stadig 2,6 procent lavere end Danmarks 8,0 procent.

Blandt de øvrige lande kan nævnes, at Sverige anvender 6,8 procent, Norge 6,6 procent, og Island ligger på andenpladsen med uddannelsesinvesteringer i 2006 på 7,6 procent af BNP.

Opgørelsen indgår i 2009-udgaven af OECD-rapporten "Education at a Glance".

Del