Videre til indhold. | Videre til menunavigation

31.10.2008

Ny fase i forhandlinger om tre milliarder kroner til forskning og udvikling

Efter et par ugers decentrale forhandlinger om tre milliarder kroner til forskning og udvikling i 2009 og 2010 rykker videnskabsminister Helge Sander og forligspartiernes ordførere igen over til det centrale mødepunkt for finanslovsforhandlingerne i Finansministeriet.

Efter et par ugers decentrale forhandlinger om tre milliarder kroner til forskning og udvikling i 2009 og 2010 rykker videnskabsminister Helge Sander og forligspartiernes ordførere igen over til det centrale mødepunkt for finanslovsforhandlingerne i Finansministeriet.

– Jeg må konstatere, at vi fortsat ikke for alvor er tæt på målstregen, trods et detaljeret forhandlingsudspil fra regeringen og stor lydhørhed over for ønskerne fra Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, siger Helge Sander.

– Regeringen og de to regeringspartier har strakt sig vidt over for ønskerne om endnu større merbevillinger til universiteterne. Men S og R kræver fortsat yderligere beskæring af borgernære forskningstemaer som bæredygtig transport og sunde fødevare til fordel for endnu større merbevillinger til universiteterne – de såkaldte basisbevillinger. 

– Samtidig har S og R generelle forbehold over for hele grundlaget for forhandlingerne, både den økonomiske ramme og sammenkoblingen til den energipolitiske aftale fra foråret, som de selvsamme forligspartier står bag.

– Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti ønsker energiaftalens forsknings- og innovationselementer finansieret over globaliseringsreserverne. Her kan vi ikke få et klart svar fra S og R, om de vil det samme.

– Samtidig har partierne i globaliseringsaftalen fra 2006 aftalt, at vi næste år skal evaluere de fleste af de initiativer, der allerede er sat i gang. Derfor giver det ikke mening blot at fortsætte udmøntningen af de resterende globaliseringsreserver, uden vi kender resultatet af denne evaluering.

– Forhåbentlig kan en eller to forhandlingsrunder i Finansministeriet berede vejen for et nyt, decentralt forhandlingsforløb. Er den politiske vilje til stede, skulle de resterende løse ender i en forskningspakke kunne bindes sammen, understreger videnskabsministeren.

Del