Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Program for kulturnatten i Videnskabsministeriet

Videnskabsministeriet slår dørene op på Kulturnatten fredag den 10. oktober og deler ud af viden om ny forskning, fremtidige projekter og sikkerhed på nettet.

Hils på en robot i forhallen, find ud af om planter har sanser og løs et klimamysterium.

Videnskabsministeriet slår dørene op på Kulturnatten fredag den 10. oktober og deler ud af viden om ny forskning, fremtidige projekter og sikkerhed på nettet.

Kl. 19: Videnskabsteater om stamceller

Videnskabsteatret vil med en blanding af forelæsning, teater, dans og musik skabe dialog og debat om stamcelleforskningen. Hvad tror og forventer forskerne, at stamceller kan i fremtiden? Hvor langt fremme er forskningen? Og hvilke etiske problemstillinger vækker bekymring? Forestillingen varer 20 minutter.

Kl. 20 og 21: Internettet er kommet for at blive

Oplæg af livstilsekspert Henrik Byager – kendt fra tv-programmet "Den sjette Sans". Stort set hele befolkningen er koblet på internettet, og mediet anvendes mere og mere. Men hvilke typer af danskerne er det, der anvender nettet mest? Hvad laver vi danskere på nettet? Og hvorfor er vi de mest tillidsfulde i Europa, når vi færdes på nettet? På Kulturnatten vil kommunikationsekspert Henrik Byager holde et spændende oplæg om livsstil og internet. Henrik Byager har stor viden om livsstil og formår at holde anvendelsen af internettet op mod andre dagligdags gøremål. Oplægget varer 20 minutter.

Kl. 20: "Forstår du, hva jeg sir?" – Foredrag om dialekter

Er vores dialekter heldigvis døde og borte? Få svaret og en masse interessante og sjove eksempler på vores talesprog, når Ph.D.-stipendiat Michael Ejstrups holder foredraget "Forstår du, hva jeg sir?" Foredraget varer en time.

Kl. 21: "Er det etisk forsvarligt at spise råkost?" Foredrag om planters sanser

Vi vil gerne leve grønt og økologisk, men hvor mange af os tænker over, at planterne har sanser? Hør foredraget "Er det etisk forsvarligt at spise råkost?", hvor professor Michael Gjedde Palmgreens fortæller om planternes fantastiske sanseverden, og om planter skal betragtes som grønne dyr? Foredraget varer en time.

Hele aftenen: Tre kortfilm om kloning, livets opståen og robotter

Hør tre danske forskere fortælle om deres egne oplevelser og personlige vurderinger af de muligheder forskningen inden for kloning, livets opståen og robotter giver os danskere i fremtiden. Filmene Willadsens kloner, Miniks fornemmelse for sten og Robotprofessoren vises fra 18-22.

Et universitet i verdensklasse

Se hvordan universiteter i verdensklasse bliver planlagt og designet og viser eksempler fra campusområder i hele landet. Du kan blandt andet høre arkitekt Michael Christensen fra Christensen & Co fortælle om og se modeller af den klimavenlige bygning Green Lighthouse, som Videnskabsministeriet opfører på Nørre Campus på Københavns Universitet forud for Klimatopmødet i 2009.

Robotteknologi

Svævende heliumballoner med indbygget robotteknologi, som gør dem i stand til at bevæge sig efter lys og telefonsignaler. Hør hvad den nye teknologi kan tilbyde og betyde i fremtiden.

Forskning når EU betaler

Oplev hvordan en robot har indtaget et gartneri i Brønshøj. Rosenbuskrobotten er udviklet i fællesskab med andre lande og betalt af EU. Hør mere om EU-støtte til forskning, og hvordan danske forskere og erhvervsfolk får del i midlerne. 

Er DU sikker?

Vidste du, at danskerne er de mest tillidsfulde på nettet? Vidste du, at dit cpr-nummer kan give adgang til en lang række personlige oplysninger om dig, for eksempel din netbank? Netsikker nu! er en kampagne, der hjælper danskerne til at være mere sikre på nettet. Med 12 kendte sikkerhedsagenter i spidsen skaber kampagnen opmærksomhed om blandt andet privatlivets fred på nettet. På Kulturnatten kan du få gode råd, se kampagnens film med to kendte skuespillere, og du kan tage kampagnens magasin med masser af gode råd med hjem.

Er du grøn? Eller er din elregning helt oppe i det røde felt?

Grøn it er i fokus op til Klimatopmødet i efteråret 2009. Vi er alle nødt til at gøre en indsats for at skabe et grønnere miljø og et sundere klima. Videnskabsministeriet vil derfor sætte ind over for det høje elforbrug, som anvendelsen af it kan føre med sig. Hvordan vi gør det, kan du høre mere om på Kulturnatten, hvor eksperter fra Videnskabsministeriet besvarer dine spørgsmål. Du kan desuden prøve kræfter med "KlimaMysteriet", som er et virtuelt forum med masser af sjove spil.

Danmark som et attraktivt studieland

Kom forbi CIRIUS' stand og få en visuel præsentation af det nye danske uddannelsesbrand. Pay off'et THINK PLAY PARTICIPATE sætter fokus på den danske uddannelsesmodel og fremhæver værdier som problemorientering, selvstændighed, kreativitet, innovation, uformelt læringsmiljø, teamwork og aktiv deltagelse.

A til Z om it og tele

På Kulturnatten vil medarbejdere fra www.it-borger.dk vise dig, hvordan du finder det billigste mobil- eller internetabonnement til dit behov. Du kan også teste dine it-færdigheder og få at vide, hvordan du måler din internethastighed eller tjekker, hvor sårbar din computer er over for angreb fra internettet.

Du kan også vinde en mp3-afspiller ved at deltage i en konkurrence om viden på it og tele. Alle svarene vil kunne findes på www.it-borger.dk, hvor navnet på vinderen også vil blive offentliggjort.

Del

Eksterne link

Besøg os her:

Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Bredgade 40
1260 København K

Innovationsstrategi

Læs om Danmarks kommende innovationsstrategi og følg arbejdet med strategien.